dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Inger Støjberg under valgaftenen hos Danmarksdemokraterne på Christiansborg. Med 47.211 stemmer blev hun den største stemmesluger ved folketingsvalget sammen med fungerende statsminister Mette Frederiksen (S), der fik 60.837 stemmer.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Stemmeslugere fik godt valg trods minksag og rigsretssag

Forsker mener, at minksagen og rigsretssagen kan have været en fordel for Frederiksen og Støjberg ved valget.
6. NOV 2022 8.21

Blot ti måneder efter at Inger Støjberg (DD) blev stemt ud af Folketinget, kunne hun på valgnatten atter gå op ad trappen på Christiansborg som fuldgyldigt medlem. Iført samme kjole.

Med 47.211 stemmer blev hun en stor stemmesluger ved folketingsvalget sammen med fungerende statsminister Mette Frederiksen (S), der fik 60.837 stemmer.

Dog har de begge været centrum i skandalesager før valget. Støjberg har lagt rigsretsdommen bag sig, og Mette Frederiksen fik hård kritik for sin rolle i minksagen. De historiske sager har givet de to stemmeslugere eksponering, mener professor i statskundskab Rune Stubager ved Aarhus Universitet.

- Det kan have haft en positiv betydning i nogen henseende. Og så er de ekstremt eksponerede partiformænd og blev endda sat op mod hinanden. Det har nok bidraget til, at de har trukket stemmer. Jeg tror, de har polariseret, så at folk i deres vurderinger er ret splittede. Nogle knuselsker dem, men der er også nogen, der hader dem, siger han.

Vælgerne er tilgivende

Begge formænd stillede op i Nordjylland, hvilket blev til et slags dronningevalg. Professoren vil ikke gå så langt som at sige, at forbrydelse betaler sig, men der er en pointe omkring sagerne.

- Det kan man godt diskutere, om det er tilfældet i denne sammenhæng. Ud fra at det har givet en øget opmærksomhed på dem, hvilket har trukket støtter til, siger Stubager.

Han mener ikke, at det er et spørgsmål, om vælgerne har tilgivet dem, for en lang række vælgere vil mene, at de ikke har gjort noget forkert. Den udlægning er professor i statskundskab Michael Bang Petersen ved Aarhus Universitet enig i. Målet helliger midlet for nogle vælgere, lyder det.

- Det er interessant. Vælgere er relativt tilgivende over for sager af denne karakter, hvis de er enige i målet. Selv om der er brud på loven, så er det i virkeligheden reglerne, der kan være problemet i eksempelvis instrukssagen. Det er reglerne, der er problemet mere end Støjbergs adfærd, siger han.

Mette Frederiksens fremgang kan hænge sammen med hendes fremtrædende position som statsminister og store eksponering under coronakrisen. Blå blok forsøgte at gøre valget til et valg om Mette Frederiksens evner som leder, men en stor del nordjyske vælgere kvitterede altså med at stemme på hende.

Ifølge chefredaktør Karl-Erik Stougaard fra Nordjyske skal en del af tilslutningen til Støjberg ses som en kritik af Mette Frederiksen.

- De socialdemokratiske vælgere, som ved kommunalvalget i 2021 stemte på nogle andre for at give en huskekage til Socialdemokratiet, er nu kommet hjem. Der er en stor vælgergruppe, som har tilgivet Mette Frederiksen. Omvendt er Støjberg blevet symbolet på modstanden mod Mette Frederiksen i Nordjylland, siger han.

Støjberg har ikke fremlagt et politisk program. Men det var nok blandt andet at stå i modsætning til Frederiksen, som også beordrede en nedlukning af Nordjylland under minkkrisen i 2020.

- Det har en masse mennesker i Nordjylland ikke tilgivet hende for, og Støjberg har dygtigt formået at være repræsentant for det oprør, siger chefredaktøren.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/stemmeslugere-fik-godt-valg-trods-minksag-og-rigsretssag

GDPR