dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
På Frederiksberg Rådhus stod mange i kø for at afgive deres stemme, inden valghandlingen lukkede klokken 20.
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Valgdeltagelsen kan overgå coronavalget i 2021

En stikprøve på valgdagen tyder på, at flere har stemt ved dette kommunal- og regionalvalg end ved valget i 2021, som var præget af corona.
18. NOV 2025 18.47

Flere vælgere fik sat deres kryds ved dette kommunal- og regionalvalg end ved valget i 2021.

En stikprøve af valgdeltagelsen, som Ritzau foretog klokken 19 blandt 11 kommuner, der tilsammen har 524.000 stemmeberettigede, viser en foreløbig vægtet stemmeprocent på 64,8.

Det er ét procentpoint mere end en tilsvarende måling på valgdagen i 2021, der viste 63,8 procent. Til gengæld er det 0,8 procentpoint lavere end en sammenlignelig måling fra valget i 2017.

- Tallene tegner et billede af, at vi i hvert fald overgår valgdeltagelsen fra sidste gang, men nok ikke kommer helt derop, hvor den endte i 2017, lyder vurderingen fra valgforsker og professor Kasper Møller Hansen fra Institut for Samfundsvidenskab på Københavns Universitet.

- På den måde er stemmeprocenten tilbage på sporet efter coronavalget. Og selv om vi måtte ende med en stemmeprocent på lige under 70, så vil det stadig være meget bedre, end man kunne have frygtet, siger han.

Ved valget for fire år siden endte stemmeprocenten på 67,2, hvilket var noget lavere end de 70,8 procent af vælgerne, der stemte i 2017.

- Jeg havde frygtet, at det ville være gået meget være. Den demografiske udvikling med flere udlændinge, flere singler og færre tilbageværende ældre fra den stemmestærke 68'er-generation tilsiger, at valgdeltagelsen skal falde.

- På den baggrund er det stærkt, at valgdeltagelsen er højere end ved sidste valg, og at den ikke er faldet mere sammenlignet med valget i 2017, siger Kasper Møller Hansen.

Undervejs i valgkampen har der mange steder i landet været fokus på at højne valgdeltagelsen, blandt andet for unge og vælgere, som ikke er danske statsborgere, som typisk har lavere valgdeltagelse.

Nogle kommuner har sendt sms'er og beskeder i e-Boks med påmindelse om valget i dagene inden.

Nogle kommuner har også stået bag særlige kampagner, informationsmateriale på andre sprog og valgambassadører i lokalmiljøer for at få flere til at sætte deres kryds.

Atypisk coronavalg

De løbende stikprøver af valgdeltagelsen i år viser, at stemmemønstret denne gang var tættere på et normalvalg end på det atypiske valg under coronapandemien for fire år siden.

Dengang voksede andelen af brevstemmer fra 5,7 procent af de afgivne stemmer til 10,1 procent, fordi mange ville undgå risikoen for at blive smittet med coronavirus ved at møde op på valgstederne.

Andelen af brevstemmer kan vise sig at blive lavere ved dette valg.

En rundspørge foretaget af Ritzau til landets fem største kommuner viste mandag, at antallet af brevstemmer her er faldet med 10 procent sammenlignet med 2021.

Denne gang har der været tale om et mere normalt forløb, hvor der tirsdag særligt i perioden fra klokken 16 til 19 var tryk på valglokalerne.

Da valgstederne skulle lukke klokken 20, kunne flere valgsteder melde om lange køer og måtte udvide åbningstiden, til de sidste havde stemt.

Højeste stemmeprocent ved et kommunalvalg i nyere tid i Danmark var 85 procent i 2001, hvor der samtidig blev afholdt et folketingsvalg.

/ritzau/

Opdateret løbende

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/stemmeprocent-er-paa-vej-til-at-overgaa-den-fra-2021

GDPR