
RINGKØBING-SKJERN: Lokale frivillige er godt i gang med et projekt, der med udgangspunkt i FDB’s møbelproduktion vil skabe et kombineret mødested og lokalmuseum – "Furniture Station Tarm", oplyser Realdania, der støtter økonomisk.
En gruppe lokale ildsjæle overtog i 2018 Tarm Stationsbygning og det tilhørende pakhus for at formidle en stolt historie om møbeldesign og håndværk. Furniture Station vil integrere tegninger, prototyper, fotos og møbler fra Tarm Stole & Møbelfabrik i ét stort udstillingsrum. Samtidig skal stationen være mødested for hele byen.
Tarm Stole & Møbelfabrik blev grundlagt i 1896 og er en del af byens DNA – her producerede man fra 1947 til 1980 de velkendte FDB-møbler af eksempelvis Poul M. Volther, Jørgen Bækmark og ikke mindst Børge Mogensen. Møbler som blev sendt ud i landet fra togstationen, der lå lige overfor fabrikken – deraf inspirationen til navnet Furniture Station.
Nemt at besøge med tog
Furniture Station er støttet af Ringkøbing-Skjern Kommune og Nykredits Fond og får nu også støtte fra Realdania, som blandt andet arbejder med bygninger til fællesskaber over hele landet.
- Furniture Station er et projekt båret af frivillige, der har fået øje på potentialet i de gamle stationsbygninger, som får nyt liv. Samtidig fortæller projektet en lokal historie om produktionen af FDB-møbler, som har haft stor betydning for hele byen – og for hele Danmark. Furniture Station er et eksempel på, hvordan en særlig bygning og en god historie kan være udgangspunkt for nye fællesskaber i en mindre by, siger projektchef Simon Harboe fra Realdania.
Stationsbygningerne bliver omdannet i de kommende år, og det er planen, at renovering og transformation er afsluttet i 2023. Der kører stadig tog til og fra byen, selvom stationsbygningen er lukket – det vil i fremtiden gøre det bekvemt at besøge Furniture Station, når udstillings- og mødestedet står klar.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.