
RANDERS: 23 medarbejdere fra Randers Kommune afslutter 9. juni en ny uddannelse som sundhedsambassadører. Det sker på en temadag i Fremtidens Foreningshus, hvor de præsenterer en række konkrete initiativer, der skal være med til at løfte sundheden blandt borgerne i kommunen. Uddannelsen gennemføres i samarbejde med Center for Folkesundhed, Region Midtjylland, oplyser kommunen.
Livshistorier og glæde skal imødegå ensomhed
En gruppe af de kommende sundhedsambassadører har valgt at sætte fokus på ældre og ensomhed.
- Nye undersøgelser viser, at især ældre på plejehjem føler sig ensomme. Det blev vi umiddelbart lidt overraskede over. På den anden side kan vi godt genkende billedet fra dagligdagen med de ældre, fortæller sygeplejerske Agnes Nielsen, som sammen med fem kolleger har valgt at arbejde med de ældres livshistorier som redskab til at genoplive værdier, der tidligere har givet dem mening i tilværelsen.
- Mange ældre mister færdigheder og netværk. En kvinde, der fx altid har været glad for at gå på biblioteket og låne bøger, men ikke længere kan se, kan måske med lidt hjælp opleve glæden igen gennem lydbøger, siger Agnes Nielsen. Gruppen vil de næste måneder afprøve en særlig samtaleform kaldet 'den motiverende samtale', der er god til at få livsfortællingerne frem for derefter at udbrede metoden til kollegerne.
En levende sundhedspolitik
De nye sundhedsambassadører arbejder både med projekter, der handler om trivsel på arbejdspladsen og med projekter, der retter sig mod indsatser over for borgerne.
Ifølge Susanne Bækgaard, leder af Randers Kommunes Sundhedscenter, skal uddannelsen af en bred medarbejderskare bidrage til, at kommunens sundhedspolitik kommer til at leve i alle hjørner af organisationen.
- De nye sundhedsambassadører skal være med til at udvikle konkrete idéer til, hvordan sundhedspolitikken kan omsættes i byplanlægning, i skolerne, i ældreplejen og for sygemeldte og udsatte grupper. Det vil sige i alle de opgaver, hvor vi i forvejen møder borgerne og i vores daglige arbejdsmiljø.
Sundhed på tværs
Kommunaldirektør Bent Peter Larsen understreger, at Randers Kommune har et højt ledelsesmæssigt fokus på sundhed. Han glæder sig over, at der nu er uddannet endnu et hold sundhedsambassadører, der kan være med til at udvikle og sætte nye initiativer i gang.
- Kampen for sundhed er en af kommunens helt store udfordringer. Derfor er det en stor fornøjelse at se, at så mange medarbejdere midt i en travl hverdag har mod på at tage denne udfordring op. Mange af ambassadørerne er tæt på borgerne i deres daglige arbejde og spiller derfor en central rolle, når vi skal løfte sundheden, siger Bent Peter Larsen.
Vigtigt netværk
Deltagerne er nøglepersoner og ildsjæle fra hele den kommunale organisation og spænder vidt fra socialrådgivere og sekretærer til jobkonsulenter og sosu-assistenter.
- De mange faglige baggrunde giver en stærk dynamik og gode diskussioner om, hvordan man kan tænke sundhed ind på tværs af forvaltningerne. Erfaringerne peger dog på, at det er en fordel med flere ambassadører fra samme arbejdsfelt, fordi det simpelthen er lettere at sætte en ny dagsorden og holde liv i en indsats, når man er flere om det, fortæller leder af uddannelsen Doris Nørgaard, Center for Folkesundhed, og understreger, at et stærkt netværk mellem ambassadørerne er vigtigt.
Kommende evaluering
Center for Folkesundhed har netop sat gang i en evaluering af sundhedsambassadøruddannelsen. Den skal være med til at klarlægge effekt og relevans samt de muligheder og udfordringer, der er for at ambassadørerne kan bringe sundhedstænkningen ind i egen praksis.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.