dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Solrød napper én stigning til og indfører så skattestop

"Ro om borgernes skattebetaling", hedder det i årets budgetaftale, hvor byrådet også skærer på udgiften til sig selv.
3. OKT 2023 9.20

SOLRØD: Alle undtagen Socialdemokratiet står bag årets budgetaftale, der rummer den sidste af de skattestigninger, der blev bevilget af Indenrigsminsteriet i forlængelse af udligningsreformen. Et forløb der blev besluttet med budgetaftalen for 2021.

Skattestignigen er ligesom sidste år på beskedne 0,09 procentpoint, hvilket bringer kommuneskatten op på 24,99 pct., lige under landsgennemsnittet på 25,02 pct. Dette er vigtigt, for med budgetftalen indføres også et økonomisk princip om, at Solrød Kommune ikke må have en højere indkomstskatteprocent end landsgennemsnittet. Med udsigt til, at en del kommuner sætter skatten op i 2024, kunne man tro, at Solrød så kunne følge med op, men nej, for der er også besluttet et skattestop "for at sikre en ro om borgernes skattebetaling".

Aftalepartierne er også enige om, at "kommunens kassebeholdning skal undgå at være en unødvendig stor opsparing af borgernes penge", uden at der dog sættes beløb på. I 2024 bruges nogle af pengene på at indfase besparelser, der er besluttet for at få kommunens økonomi til at hænge sammen på lang sigt.

En af besparelserne har byrådsmedlemmerne besluttet skal ramme dem selv, nemlig ved at sammenlægge to stående udvalg, justere på vederlagsstørrelser, begrænse deltagelse i KL-topmøde og skære i diverse andre udgifter knyttet til driften af byrådet, i alt en besparelse på 700.000 kr. årligt. Samtidig oprettes dog et §17, stk.4-udvalg, som skal se på løsninger mod trafikstøj fra Køge Bugt Motorvejen, der løber gennem kommunen. Til det arbejde er der 100.000 kr. årligt i hvert af årene 2024 og 2025.

Bag budgetaftalen står Liberal Alliance, Venstre, De Konservative, VoresSolrød, Havdruplisten og Dansk Folkeparti samt løsgænger Lil Lyrstrand (eks-Vores Solrød), der er inde som vikar for Ina Lindemark, også eks-VoresSolrød løsgænger. I alt står 13 af byrådets 17 medlemmer bag budgetaftalen med kun Socialdemokratiets fire udenfor. Budgettet andenbehandles og besluttes endeligt i byrådsmøde 11. oktober.

 

Se budgetaftalen.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/solroed-napper-en-stigning-til-og-indfoerer-saa-skattestop

GDPR