

SØNDERBORG: Børne- og Uddannelsesudvalget i Sønderborg Kommune har godkendt et sæt opdaterede retninglinjer for rammerne omkring tilsyn med hjemmeundervisning. Retningslinjerne kommer i kølvandet på en evaluering fra juni i år, som kunne pege på et behov for flere ressourcer og bedre rammer for tilsynet.
Antallet af hjemmeunderviste børn er steget de seneste år, og det samlede antal lyder nu på 2.560 børn. De hjemmeunderviste børn i Sønderborg Kommune er en del af den statistik, men nu har udvalget valgt at gribe til handling.
- Vi har fået input fra hjemmeundervisere og haft dialogmøder med en gruppe af undervisere, hvor vi har haft mulighed for at lytte til hinanden og sætte fokus på nuancerne. Med retningslinjerne har vi fundet en balance mellem at leve op til lovgivningens rammer og de konkrete input, vi har fået, som gør, at vi får bedre mulighed for at følge op og støtte både elever og forældre, siger Jesper Smaling (S), formand for Børne- og Uddannelsesudvalget.
Med de nye retningslinjer skal der være to årlige tilsyn, som skal foregå der, hvor undervisningen finder sted. Sønderborg skriver sig derfor ind i statistikken, hvor det lige nu er 28 pct. af kommunerne, der fører to tilsyn om året. De er kun overgået af de ni pct., der gør det mere end to gange om årligt.
Der vil udover de to årlige tilsyn være mulighed for at arrangere et opfølgende tilsynsbesøg. Konkluderer man, at undervisningen ikke står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, vil det desuden være muligt at iværksætte en prøve.
Hvis undervisningen skønnes forsvarlig, kan der fritages for tilsyn.
Tilsynet forankres fortsat i skoleinklusion under Børn, Unge og Familieenheden. Derudover modtager Børne- og Uddannelsesudvalget en status på retningslinjerne efter et år.
- Vi har set en stor stigning i antallet af hjemmeunderviste elever, og det er vigtigt for os at sikre, at alle børn får den undervisning, de har krav på. Det er vigtigt for os at sikre et godt og struktureret samarbejde, for vi ønsker at skabe tryghed for både forældre og børn, samtidig med at vi lever op til vores ansvar som kommune. De opdaterede retningslinjer er et vigtigt skridt i den retning, siger Jesper Larsen (S), næstformand for Børne- og Uddannelsesudvalget.
JN
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.