VEJLE: Ved hjælp af såkaldte 'mobisticks' kan man på Jobcenter Vejle digitalt overføre jobannoncer til sin mobil. Der er tale om helt ny teknologi, som Jobcenter Vejle er de første til at tage i brug på jobområdet.
Jobcenter Vejle regner med, at især de unge vil bruge det som en hurtig og smart måde at tage en jobannonce med sig hjem eller sende til en ven eller familiemedlem.
- Som med Facebook håber vi også, at borgerne vil dele jobbene med deres venner og familie. Ofte kender de jo hinanden bedre, end vi gør. Derfor vil det være alle tiders måde at matche de rette jobs til de rette mennesker, udtaler Bjarne Sinding, udviklingskonsulent ved Jobcenter Vejle og initiativtager.
Fakta:
Mobisticks' er en billedkode, som en såkaldt smartphone (fx iPhone) kan scanne. Når man scanner billedet, henter mobiltelefonen over internettet fx en jobannonce eller andet digitalt indhold.
'Mobisticks' er et forsøg i forbindelse med Jobcenter Vejles digitaliseringsplan, hvor de gerne vil være helt fremme med ny digital, borgerrettet teknologi.