
HOVEDSTADEN / KØBENHAVN: I dag sætter Region Hovedstaden, Københavns Kommune og Københavns Brandvæsen gang i et fælles pilotprojekt med et køretøj, den såkaldte Sociolance, der kører ud til socialt udsatte mennesker, hvor det er vurderet, at der er brug for en socialfaglig indsats.
Mennesker med sociale problemer f.eks. stof- og alkoholmisbrug får snart mulighed for at blive hjulpet af personale med forskellige kompetencer. Sociolancen kører ud, når udsatte borgere er i en tilstand, hvor der er brug for socialfaglig omsorg.
- Vi ser ofte, at der bliver ringet 112 og tilkaldt en ambulance til en stærkt beruset person, som f.eks. ligger på en trappesten og sover rusen ud. I sådanne situationer kan ambulancemandskabet ofte ikke gøre meget andet end at stabilisere den udsatte borger og køre igen, lyder det fra Hanne Andersen (S), der er formand for udvalget vedr. tværsektorielt samarbejde i Region Hovedstaden.
Brug for en varm seng
Hun påpeger, at personalet i Sociolancen sammen kan vurdere, om borgeren har brug for yderligere sundhedsfaglig indsats, eller om behovet nærmere er et værested med en varm seng og opfølgende sociale tilbud fra kommunen.
Sociolancen vil blive bemandet med en paramediciner eller en ambulancebehandler og en socialfaglig medarbejder, f.eks. pædagog.
- Hjemløse og misbrugere har behov for al den hjælp, de kan få. Jeg håber, at Sociolancen vil øge trygheden for de udsatte borgere i vores by, så de får den rette akutte hjælp, når det brænder på, siger socialborgmester Jesper Christensen (S).
Skal ikke erstatte en ambulance
Hanne Andersen understreger, at Sociolancen ikke skal erstatte og sendes i stedet for en ambulance, men være et supplerende tilbud i de situationer, hvor der er brug for en socialfaglig indsats.
- Det er ikke et spørgsmål om, at sårbare borgere skal have en dårligere sundhedsfaglig betjening. Det skal ses som et ekstra tilbud i de situationer, hvor de ellers kan risikere at falde mellem to stole, siger hun.
Sociolancen er en sekundær respons, hvor den primære respons vil være en ambulance, politi eller en lokal læge. Når Sociolancen er nået frem til den udsatte borger, kan personalet udover førstehjælp og basal behandling på stedet, tilbyde borgeren at formidle kontakt til relevante sundheds- og socialtilbud. Det kan for eksempel være væresteder, støttekontaktperson og boligrådgivning.
· I første omgang vil Sociolancen køre på udvalgte tidspunkter af døgnet både på hverdage og i weekender. Herefter vil Sociolancen køre på mere faste tidspunkter, hvor der ses at være størst behov.
· Sociolancen finansieres af projektmidler fra Finansministeriets satspulje for 2015-2018, hvor der er afsat en pulje på 5 mio. kr. i perioden 2015-2016 til pilotprojektet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.