Ballade i folkeskolen kan blive så grov, at en elev fx må sendes hjem for en periode eller overgå til enkeltmandsundervisning. Men når skolen griber til alvorlige reaktioner, har eleven en række rettigheder, og det synes skolerne ofte at glemme. Derfor henvendte ombudsmanden sig for nylig til Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling for at finde en løsning på problemet, lyder det fra ombudsmandsinstitutionen.
- Der tegner sig et mønster af, at folkeskolerne rent juridisk har svært ved at håndtere de alvorlige sager. Vi ser en række eksempler på, at skoler ikke overholder vigtige regler som notatpligt, partshøring og begrundelse. Væsentlige retssikkerhedsgarantier for eleverne og deres forældre bliver dermed ikke respekteret, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen og fortsætter:
- Når en elev fx bliver overført til en anden skole, er det en alvorlig sag. Derfor er det vigtigt, at skolen overholder de forvaltningsretlige regler. De er med til at sikre, at eleven i sidste ende bliver behandlet korrekt.
Ombudsmanden i dialog med ministerium
Folketingets Ombudsmand har tidligere peget på problemet over for Ministeriet for Børn og Undervisning, som for at imødegå problematikken udarbejdede folderen 'God orden i folkeskolen'. I 2015 behandlede ombudsmanden imidlertid flere sager, der peger på, at elevers rettigheder stadig ikke bliver overholdt, når reaktionerne bliver alvorlige.
I en sag havde en dreng i 9. klasse chikaneret en pige i 8. klasse så groft, at skolen besluttede, at han måtte fortsætte sin skolegang på en anden skole. Skolen skulle have taget notat om en telefonsamtale med drengens værge, som også skulle have været partshørt. Afgørelsen skulle have været meddelt skriftligt og indeholdt en begrundelse.
På baggrund af blandt andet denne sag skrev ombudsmanden i januar til Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling og bad om en udtalelse. Ministeriet undersøger nu problemets omfang og karakter og vender derefter tilbage til ombudsmanden med et svar.
Problematikken med at overholde elevers rettigheder i de alvorlige sager beskrives nærmere i artiklen 'Når skolen skal klare paragrafferne' i Folketingets Ombudsmands beretning for 2015, som udkommer i dag.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.