Skolelukninger på landet: Er det altid økonomisk rationelt?

Af professor Gunnar Lind Haase Svendsen

Debatten om skolelukninger synes at være på sit højeste. Argumenter svirrer i medierne. I det følgende vil jeg - med Tønder Kommune som eksempel - argumentere for, at ensidig centralisering måske ikke altid er den bedste løsning. Jeg vil forsøge at afholde mig fra at komme med 'følelsesargumenter' (á la vi skal beholde en hver lille skole for at bevare det lokale fællesskab, vores nationale kultur mv.). I stedet vil jeg forsøge at komme med en række økonomiske argumenter.

Den nye skolestrukturplan i Tønder Kommune
Som det er tilfældet i så mange af de kommuner, hvor man i disse dage planlægger masselukninger af små skoler, er Tønder Kommunes nye skolestrukturplan af politikerne blevet kaldt velovervejet. Det er den sikkert også. Kommunen fattes penge, og så må otte skoler lade livet. Tilsyneladende sund økonomisk fornuft på kort sigt.

Centralisering med håb om stordriftsfordele er dog ikke altid den bedste løsning på længere sigt. Her kan det gamle ord om, at det er dyrt at være fattig, vise sig at være sandt. Hvorfor det? Dels fordi argumenterne om de store skolers fortræffeligheder er stærkt overdrevne, hvis ikke direkte forkerte (fx påstanden om, at færre i klassen nedbringer det faglige niveau). Dels fordi der er økonomiske omkostninger, der hurtigt kan vise sig at opæde stordriftsfordelene.

Centraliseringen som en 'udviklingens lov'
Før jeg vil opremse disse omkostninger på længere sigt, vil jeg skynde mig at slå fast, at jeg ikke mener, alle små skoler på landet er bæredygtige og skal bevares for enhver pris - naturligvis ikke. Problemet er imidlertid, at vi i et ganske lille land i stigende grad vælger ikke at bruge hele landet (modsat fx et kæmpestort land som Norge). Vi tror på Centraliseringen som en slags naturlov - ikke et menneskeligt valg. Domstole, politistationer, skoler, sygehuse, biblioteker mv. er blevet hastenedlagt og samlet i de større byer, ud fra en nærmest blind tro på 'udviklingens lov'.

Vi har så travlt med at centralisere, at vi helt glemmer at lære af historien (fx centraliseringsbølgen omkring 1. verdenskrig og i 1960'ernes årti), der tydeligt fortæller os, at vi hermed risikerer 'at skylle barnet ud med badevandet'. Ikke al værdiskabelse er nemlig ligeså let målelig som penge, maskiner eller varer. Men selvom den værdiskabelse, der fx sker i en velfungerende landsby ikke kan ses med det blotte øje, har den alligevel samfundsøkonomiske konsekvenser.

Argumenter imod skolelukninger
Tag nu skolerne. Hvilke økonomiske argumenter er der egentlig imod disse skolelukninger? Mange er allerede nævnt i den heftige debat, der er foregået den sidste tid. Men jeg vil alligevel forsøge at opremse 18 argumenter, med skolelukninger i Tønder kommune som et illustrativt eksempel:

(1) Landsbyer som Jejsing og Billum har høj risiko for at få et dårligt ry og komme ind i en ond cirkel med faldende huspriser, som det flere gange er fastslået af danske ejendomsmæglere

(2) Borgerne i de otte landsbyer vil skulle pendle (endnu) mere og hermed komme tættere på den smertetærskel, hvor omkostningerne overstiger goderne ved at leve 'det gode liv på landet'. Folk flytter, og vi får afvandrede områder, vi så skal finde ud, hvad vi gør med (landbrugsjord? naturparker? vildnis?)

(3) Det kan på sigt føre til fysisk forfald og nedlæggelse af tidligere velfungerende landsbyer, altså tab af samfundsmæssige værdier som bebyggelse, kloakering, vejbelægning, el- og vandforsyning

Protestskoler kan opæde besparelser
(4) Oprettelse af private protestskoler kan opæde besparelser

(5) Lukningen kan af borgerne opfattes som et tillidsbrud, der fører til mindre motivation til at samarbejde med kommunens politikere og embedsfolk eller gøre noget selv. De såkaldte 'ildsjæle' forsvinder, og kommunen skal gøre alting selv

(6) Øget pendling forurener miljøet mere, slider mere på kommunens veje og kan desuden gøre kommunen mindre attraktiv for tilflyttere

(7) Sociale fællesskaber på landet risikerer at gå i opløsning, herunder velfungerende foreningsliv (fx en fodboldklub, hvor en dedikeret træner bruger det meste af sin fritid på at opdrage børn til gode samfundsborgere)

(8) Børnene mister et socialt fællesskab - det er alt andet lige langt sværere for dem at mødes efter skoletid med kammerater i en anden by

Trygge og overskuelige omgivelser
(9) Spørgsmålet er endvidere, om det er en god idé at 'sammenklumpe' børnene på store byskoler. Forældrene har som oftest bevidst valgt en lille skole, fordi de vurderer, at deres barn har brug for trygge, overskuelige omgivelser. Risikoen bliver derfor flere penge til specialundervisning

(10) Et lokalsamfund mister en helt stand af veluddannede borgere, der som oftest bidrager på mange måder (udover at være lærere)

(11) Landsbyen mister et vigtigt møde- og samlingssted, hvor der foregår mange forskellige aktiviteter

(12) Andre institutioner risikerer at blive 'revet med i faldet', fx SFO, børnehave, boldklub, kulturhus og ungdomsklub

(13) Det er ikke sikkert, store samfundsmæssige værdier i form af en skolebygning/skoleområde vil kunne udnyttes optimalt efter lukningen (og ved salg vil der være store tab)

(14) Kommunen skal bruge flere penge til skolebustransport (i øvrigt lægger man distanceomkostninger over på børnene, men sådanne ting tages jo ikke med i det kommunale regnestykke)

(15) Kommunen skal bruge penge på at udvide byskoler og SFO

(16) De værdier, der skabes i mange små, nære samfund (fx hjælpe-hinanden kultur, udbredt tillid, iværksætterånd, gode opvækstbetingelser for børn) forsvinder, når landsbyborgernes smertetærskel til sidst overskrides, og de vælger at flytte ind til byen

(17) Folk der vil flytte på landet har færre landsbyer at vælge imellem - turister har mere natur men mindre kulturhistorie at se på

(18) Borgerne i de otte landsbyer også betaler skat og har vel også ret til nogenlunde samme adgang til offentlige serviceydelser som folk i byerne (?)

Et kompromis: Lokal centralisering?
Det bliver altså på sigt bekosteligt for kommunen at understøtte disse områder, eller forvandle dem fra beboede områder til noget andet. En mulighed kunne derfor være at vælge nogle velfungerende landsbyer og 'opruste' der. Altså på sigt investere i nogle 'små vækstcentre', dvs. velfungerende landsbyer med masser af ildsjæle, og som vil kunne betjene et opland med offentlige serviceydelser (skole, dagpleje, lægehus, tandlæge, politi, bibliotek mv.), så vi ikke ender op med to-tre provinsbyer og 'alt det andet derude'.

Dette ville i så fald være en kompromisløsning - en slags lokal centralisering. Det skal ske ud fra en erkendelse af, at ensidig centralisering og klumpen-sig-sammen i de større byer vil medføre, at man skyller barnet ud med badevandet, mens en ideologisk klamren-sig-ved, at enhver flække skal have sin skole, hal, bibliotek osv. heller ikke er økonomisk bæredygtigt. Forskning peger på, at fx landboere alt andet lige får bedre livsvilkår, hvis der er færre, større og mere velfungerende landdistriktssamfund, hvor det offentlige serviceudbud samles.


Land og by i gensidig afhængighed
Det samme kunne være tilfældet i Danmark, hvor planlægningen af sådanne mindre vækstcentre alt andet lige burde være mere ligetil og meget mindre omkostningsfuld grundet landets lidenhed. En sådan planlægning er vigtig, fordi land-by områderne er afhængige af hinanden - og ikke hinandens 'fjender' i et nulsumspil. Som en den amerikanske forsker Jane Jacobs har udtrykt det: 'Urbane økonomier kan ikke opnå deres fulde potentiale, når deres omgivende landdistrikter mangler vitalitet'.

Som i mange andre af landets kommuner, har skoledebatten i Tønder Kommune været heftig. Der er naturligvis fornuftige argumenter for skolelukninger, herunder personale- og bygningsmæssige stordriftsfordele. På den anden side synes politikere og embedsfolk at glemme, at centralisering også er en bekostelig affære. Bevarelse af skoler har ikke kun noget at gøre med 'følelser & fællesskab' men i høj grad også med 'fornuft & økonomi' (et argument, som centralisterne synes at have haft monopol på de sidste mange år). Lukninger ser fint ud i regnearket - men i praksis kan besparelserne hurtigt blive opædt af uforudsete udgifter.

Hvis alting efterhånden lukkes og afvikles 'derude', kan man desuden ende med at blive en attraktionsløs afviklingskommune. Og hvor sjovt er det lige? Vi har et lillebitte land. Skulle det ikke være muligt at udnytte hele landet til fælles bedste?


AGunnar Lind Haase Svendsen, professor mso, Center for Landdistriktsforskning, Syddansk Universitet, Esbjerg