dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Anthony Mark Patterson er repræsenteret af advokaterne Martin Simonsen (til venstre) og Henrik Stagetorn (til højre).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Shahs højre hånd erkender milliardbedrageri med udbytteskat

Anthony Mark Patterson erkender at have medvirket til bedrageri med udbytteskat for 8,4 milliarder.
29. FEB 2024 10.04

Britiske Anthony Mark Patterson har været med til at snyde den danske statskasse for 8,4 milliarder kroner i forbindelse med uberettiget refusion af udbytteskat. Det har Patterson torsdag erkendt i et retsmøde i Retten i Glostrup.

Derudover erkender han medvirken til forsøg på bedrageri for yderligere lidt over en halv milliard kroner. Han har været tiltalt for medvirken til bedrageri for 8,9 milliarder kroner, og det er derfor en delvis erkendelse, han er kommet med.

Den 52-årige brite har indtil for nylig nægtet sig skyldig. Han var tidligere tiltalt i samme sag som Sanjay Shah, som Patterson i en årrække arbejdede sammen med, og som også er til stede ved torsdagens retsmøde. Men Patterson vendte tidligere i februar på en tallerken og valgte at ville gå til bekendelse.

Patterson har nu erkendt, at han bistod Sanjay Shah i det omfattende bedrageri mod de danske skattemyndigheder. Ifølge ham selv tjente han 100 millioner kroner på det.

Begyndte i 2015

Ansøgninger om refusion af udbytteskat bestod af dokumenter, som fik skattemyndighederne til at tro, at en lang række investorer ejede danske aktier for milliarder af kroner, og at de havde ret til at få udbytteskat refunderet.

Men aktiehandlerne, der skulle være bevis for, at investorerne ejede aktierne, var fiktive. Investorerne havde derfor ikke ret til at få udbytteskat tilbagebetalt.

Sagen om udbytteskat begyndte i 2015, hvor det blev opdaget, at den danske statskasse havde mistet cirka 12,7 milliarder kroner, fordi ukendte bagmænd i flere år havde svindlet med refusion af udbytteskat.

Udbytteskat er den skat, som betales af et udbytte på aktier eller andele i selskaber eller foreninger. Skatten for danske selskaber er på 27 procent, mens selskaber i udlandet ikke skal betale skat af udbyttet af deres aktier.

Guenther Klar, der tidligere har arbejdet sammen med Sanjay Shah i sidstnævntes selskab Solo Capital, blev 2. februar idømt seks års fængsel i den første danske retssag om bedrageriet med udbytteskat. Briten er dømt for at have snydt statskassen for 320 millioner kroner. Klar har anket dommen.

Det er uvist, hvornår der falder dom i Anthony Mark Pattersons tilståelsessag, som altså begyndte torsdag formiddag. Der er også planlagt et retsmøde fredag. Ud over fængselsstraf vil anklagemyndigheden have konfiskeret 134 millioner kroner fra Patterson. Det er det beløb, man mener, Patterson som minimum har tjent på bedrageriet.

Retssagen mod Sanjay Shah begynder 11. marts.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/shahs-hoejre-haand-erkender-milliardbedrageri-med-udbytteskat

GDPR