ODENSE: Det er en usædvanlig skarp kritik, der rettes mod Odense Kommunes største forvaltning i en ny revisor-rapport. Det skriver DR Fyn på dr.dk.
Børn- og ungeforvaltningen har over en årrække haft for vane at bruge flere penge, end der er afsat i budgettet og fået tilført ekstra penge, fastslår den.
Alene i år er budgettet i dele af forvaltningen overskredet med omkring 70 mio. kr., og i rapporten fra revisionsfirmaet BDO udstilles forvaltningens manglende evner til at styre sin økonomi.
'Budgettet er som redskab reelt set uden relevans for den daglige styring,' lyder én af konklusionerne. Altså bruger forvaltningen penge uden at skele til sit eget budget.
En anden diagnose er, at der er skabt en 'kultur, hvor underfinansiering bliver en årsagsforklaring'. På almindeligt dansk ville man sige, at overforbruget af penge bliver undskyldt med, at der ikke er sat penge nok af til formålene.
Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomi og ledelse på Aalborg Universitet, har læst rapporten og sammenligner forvaltningens evne til at styre sin økonomi med en flok teenagere, der svinger dankortet uden at vide, hvad der står på kontoen.
- Det svarer jo til, at vi havde tre teenagebørn, der skal ud at rejse i sommerferien og har fået 10.000 kr. at rejse for. Når de så er nået halvvejs, har de ikke kigget på deres konto, for at se, hvad de har tilbage til resten af turen, siger Per Nikolaj Bukh til DR Fyn.
- Først når de kommer hjem, og kvitteringerne begynder at tikke ind, finder de ud af, hvor meget de har brugt. Så vil det jo gå galt.
For lidt information
Per Nikolaj Bukh forklarer, at det i rapporten nævnes, at der er mangel på nogle økonomistyringsteknikker, som er fundamentale og bruges i langt de fleste af landets kommuner.
- Så det er lidt overraskende, at en kommune af Odenses størrelse ikke har styr på det, siger han.
Rapporten kommer kun få dage efter en anden rapport fra konsulentvirksomheden Rambøll. I den har man identificeret en række muligheder for besparelser på socialområdet i hele kommunen.
Men først med BDO-rapporten kastes der et kritisk lys på årsagerne til overforbruget i Børn- og Ungeforvaltningen. En tredje konklusion i rapporten er, at der går meget lidt information om overholdelse af budgettet - eller mangel på samme - mellem embedsmændene og politikerne.
Ikke klædt godt nok på
Ifølge professor Per Nikolaj Bukh falder ansvaret for økonomi-kaosset tilbage på forvaltningens øverste ledelse: Rådmanden og direktionen. Det er børn- og ungerådkvinde Susanne Crawley (R), der selv har bestilt rapporten, og hun erkender, at det ikke ser godt ud.
- Noget burde have været styret og organiseret bedre. Det er ikke rar læsning, siger hun til DR Fyn.
Hun mener ikke, at hun og de andre politikere på området er blevet klædt godt nok på af embedsværket til at sætte ind tidligere. Alligevel er der ikke udsigt til personalemæssige konsekvenser i forvaltningen.
- Det er vigtigere at rette op på de ting, der er at rette op på. Og så betrygge børn og voksne i kommunen om, at de får den hjælp, de har brug for og ret til. De, der betaler skat, kan være sikre på, at de politikere, de har valgt, har et solidt grundlag at træffe beslutninger ud fra. Det har de ikke haft, men det får de nu, siger hun.
Susanne Crawley forventer, at de nødvendige ændringer i forvaltningen er gennemført ved årsskiftet.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.