Limfjordsrådet står i spidsen for et stort EU-projekt, hvor kyster, strandenge og lavvandede fjordområder skal gendannes. Limfjorden, Mariager Fjord og Nærå Strand på Nordfyn danner rammerne for projektet Coastal Life, der skal skabe bedre forhold for naturen og klimaet.
- Det er nødvendigt at se natur - og miljøudfordringerne i en sammenhæng, hvis vi skal løse de store udfordringer, vi står overfor, siger formanden for Limfjordsrådet Henrik Dalgård (K).
- Vi har derfor samlet et stort og flot partnerskab, der i de næste seks år skal arbejde for at finde løsninger i den danske kystzone. Genskabelse af strandeng, ålegræsenge, stenrev, biogene rev, øer og holme er hovedelementerne i projektet, som de mange forskellige partnere går sammen om at udvikle og efterfølgende monitere og formidle om.
- Projektet giver enestående mulighed for at genetablere en mosaik af vigtige kystnære habitater og dokumentere effekten på både biodiversitet og kulstoftilbageholdelse. Samtidig vil projektet kunne inspirere og bidrage med erfaringer til initiativer i andre kystområder, fremhæver Dorte Krause-Jensen, professor ved Aarhus Universitet.
Nye standarder er målet
Partnerskabet består af en række kommuner – Aalborg, Vesthimmerland, Jammerbugt, Thisted, Mariagerfjord og Nordfyn, de fire universiteter Aarhus Universitet, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet og DTU Aqua, Kystdirektoratet, Natur – og Miljøstyrelsen samt Ørsted, Ornit.dk, Norddanmarks EU-kontor og Limfjordsmuseet.
- Naturen har en fantastisk evne til at trække CO2 ud af atmosfæren, men der mangler viden om, hvordan vi bedst genopretter naturen, så vi både styrker biodiversiteten og opnår effektiv lagring af CO2. I Coastal Life vil vi sammen med blandt andre landets førende forskere, lokalsamfund og staten udvikle og gennemføre holdbare løsninger, der kan sætte nye standarder for naturgenopretning til gavn for både klimaet og biodiversiteten, siger Ida Krabek, bæredygtighedschef i Ørsted.
- Projektet skal løbe i de næste seks år i Limfjorden, i Mariager Fjord og ved Nærå Strand på Nordkysten af Fyn.
- Projektet er støttet med ca. 60 mio. fra EU og de sidste 40 mio. kommer fra Ørsted, Aage V. Jensen Naturfond, Kystdirektoratet, Miljøstyrelsen, DTU Aqua og de involverede kommuner.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.