Sårbare unge på Vestsjælland hjulpet mod uddannelse og job

I Slagelse og Kalundborg er flere hundrede sårbare unge hjulpet videre mod uddannelse og beskæftigelse i et socialfondsstøttet inklusionsprojekt.
11. DEC 2019 6.25

SLAGELSE / KALUNDBORG: Mødet med samfundets krav om at komme i uddannelse kan være tungt og vanskeligt, hvis man er ung, sårbar, har en diagnose eller kæmper med et misbrug. På Vestsjælland har over 200 sårbare unge mellem 18 og 30 år fået en helt anderledes indføring til en erhvervsuddannelse som deltagere i socialfondsprojektet SUME, 'Særlig Ungeindsats med Effekt'.

Af de 231 unge, som har deltaget i projektet, er næsten halvdelen enten begyndt på en erhvervsuddannelse, en videregående eller anden uddannelse efter projektet. 183 af de 231 unge er blevet opkvalificeret gennem basisforløb i Slagelse og Kalundborg.

I SUME-projektet har man både fulgt de unges færd igennem projektperioden og i tiden efter projektet, der sluttede i august.

- Vi har motiveret op mod 95 pct. af de unge, som har deltaget i SUME. De er enten kommet i uddannelse og er blevet opkvalificeret, er kommet videre i virksomhedspraktik eller er fortsat i andre uddannelsesforløb eller projekter, som bringer dem nærmere en uddannelse. Andre er kommet i arbejde undervejs i projektet og er blevet selvforsørgende, siger SUME-projektleder Trine Jandorf fra Zealand Business College i Slagelse, der var lead partner på projektet.

Mentorer som 'professionelle venner'
SUME har brugt mentorer til at skabe en sikker overlevering af de unge fra jobcentrene til ungdomsuddannelserne. Det meste af arbejdet har ligget i hænderne på mentorer og undervisere ansat i jobcentrene, som flere unge har lært at kende som 'professionelle venner', der har hjulpet med balancen på broen mellem ledighed og uddannelse.

- Vi har set en række eksempler på, at trygheden ved 'de professionelle venner' har skabt afklaring hos de unge - uden at de skulle igennem en række lange, uoverskuelige forløb, forklarer Trine Jandorf.

Praktikforløbene, der normalt varer en til to uger, er blevet skåret ned til komprimerede praktikforløb, 'snusepraktik', for de fleste af uddannelsesområderne. SUME valgte korte seancer på ca. fire timer, hvor de unge fik en intro til et brancheområde.

- Fire timer kan reelt gavne, for lange praktikforløb lykkes ret sjældent, og vores unge ville ikke med til 'åbent hus' på praktikstederne, fordi de simpelthen ikke kendte nogen, forklarer Trine Jandorf.

Praktiksamarbejde lever videre
SUME har også forbedret koordineringen af praktikindsatsen mellem jobcentre og uddannelsesinstitutioner. En del virksomheder oplevede at få henvendelser om praktikophold fra forskellige aktører. Som led i projektet blev der derfor indført fællesmøder mellem jobcentrene og uddannelsesinstitutionerne, og samarbejdet med navnet 'Praktikpladssamarbejde' fortsætter nu efter SUME's afslutning.

Og så er en hovedaktivitet kommet til undervejs i projektet: Sociale aktiviteter, som har haft uvurderlig betydning for de unge. Det gælder ikke mindst SUME's sommerlejr, der opstod, da Trine Jandorf og kollegerne i jobcentrene erfarede, at de unge generelt oplevede sommerferien som lang, fordi mange af de aktivitetsforløb, de følger, er lukket hen over sommeren.

Sammen med det store socialfondsprojekt Komm Udd og Projekt Job-bro til uddannelse, som begge arbejder med den samme målgruppe, og som oplevede de samme udfordringer, blev der hurtigt arrangeret et fem ugers program i sommerferien med både sociale og faglige aktiviteter.

esl

Fakta om 'Særlig Ungeindsats med Effekt'

  • Lead partner: Zealand Business College.
  • Støttet med 4 mio. kr. af EU's Socialfond.
  • Projektperiode: 9. august 2016 til 31. august 2019.
  • Projektet havde fokus på ungdomsuddannelse for unge med 'særlige udfordringer'. Gennem aktiviteter og afklarende individuelle og opkvalificerende udviklingsforløb blev de unge gjort klar til en kompetencegivende uddannelse. Forløbene omfattede forskellige virksomhedspraktikker og samarbejde med mentorer og coach.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt