
Regeringspartiet Socialdemokratiet appellerer til, at beredskab kommer på skoleskemaet som et valgfag. Det siger beredskabsordfører Kasper Roug (S) til Jyllands-Posten.
Konkret bør beredskab være et valgfag for de ældre elever fra næste skoleår. Her skal de for eksempel lære brandslukning, førstehjælp og håndtering af cyberangreb.
Roug understreger, at man fra politisk side ikke kan kræve beredskab som et valgfag. Det er op til skolerne selv. Men han synes, at det er en god idé, og Roug appellerer derfor til, at skolerne tænker over det.
Forslaget kommer som konsekvens af den nuværende sikkerhedspolitiske situation. Faget skal "hjælpe med at gøre befolkningen mere robust", lyder det.
- Folkeskolerne har en meget vigtig opgave i forhold til at robustgøre befolkningen, så vi får et stærkere beredskab i Danmark, siger Roug til Jyllands-Posten.
Sidder på hænderne
Roug synes, at "folkeskolerne sidder lidt på hænderne", når det kommer til at være med at til robustgøre samfundet.
Danske Beredskaber støtter idéen om beredskab på skoleskemaet. Sekretariatschef Bjarne Nigaard siger, at organisationen gerne hjælper til med et pensum og allerede har erfaringer.
Minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen (V) udtaler i et skriftligt svar, at det er vigtigt at styrke inddragelsen af børn og unge.
- Det alvorlige trusselsbillede rammer også vores børn, og børn har brug for hjælp til at afkode, hvad trusler om krig, katastrofer og kriser betyder, og hvad de selv kan gøre. Det er vigtigt, at vi undgår, at vores børn og unge bliver skræmte eller kommer til at gå rundt med en følelse af magtesløshed, siger ministeren.
Kommunernes Landsforening (KL), hvor folkeskolerne hører under, ønsker ikke at kommentere forslaget, da det er fra et enkeltparti, skriver Jyllands-Posten.
/ritzau/
Red: Kl. 10.18: justeret rubrik og første afsnit - samt tilføjet afsnit 3
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.