Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

S ønsker mere miljøplanlægning tilbage til regionerne

Oven på DF's ønske om at nedlægge regionerne: S vil også udstyre regionerne med kommunalfuldmagt
3. AUG 2011 12.58

Af Knud Abildtrup

Mere af den overordnede miljøplanlægning, som under strukturreformen blev flyttet fra amterne til kommunerne, ønsker S nu over til regionerne.

Den melding kommer nu fra kommunalordfører Rasmus Prehn, der reagerer på, hvad han kalder et visionsløst paradeforslag fra DF. Regeringens støtteparti meldte via sit sommergruppemøde ud at ville spare en halv mia. kr. på at overføre regionernes sundhedsopgaver til staten.

- Det regionale demokrati skal styrkes og udvikles - ikke nedlægges, lyder det fra Prehn.
 
- Der er intet nyt i forslaget fra DF om at nedlægge regionerne. Det har de ment de sidste mange år, selvom det faktisk var dem, der i sin tid skabte regionerne. Der er hverken noget rationelt eller visionært i at nedlægge regionerne. Det skaber kun flere udgifter, mere bureaukrati og langt mindre demokrati. I stedet skulle vi styrke regionerne med flere demokratiske kompetencer og ansvarsområder. Det ville være både visionært, modigt og langt mere demokratisk.

- Konkret vil Socialdemokraterne udstyre regionerne med en kommunalfuldmagt, som også kommunerne har. Det vil betyde, at det regionale demokrati får mulighed for at træffe selvstændige økonomiske beslutninger. Dernæst bør regionerne tage sig af langt flere specialopgaver, som kommunerne har svært ved at løfte. Og så bør mere af den overordnede miljøplanlægning lægges tilbage på et regionalt niveau.