dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Thomas Gyldal Petersen (S), der er borgmester i Herlev Kommune, har været medlem af bestyrelsen i KL siden 2017 og siddet som formand for Børne- og Undervisningsudvalget siden 2018. (Arkivfoto).
Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

S-borgmester bliver ny næstformand i KL efter Bundsgaards exit

Den socialdemokratiske borgmester i Herlev, Thomas Gyldal Petersen, bliver ny næstformand i KL.
31. OKT 2024 17.03

Den socialdemokratiske borgmester Thomas Gyldal Petersen bliver ny næstformand i Kommunernes Landsforening, KL, efter at Jacob Bundsgaard (S) har meddelt, at han træder ud af politik.

Det skriver KL i en pressemeddelelse.

Thomas Gyldal Petersen, der er borgmester i Herlev Kommune, har været medlem af bestyrelsen i KL siden 2017 og siddet som formand for Børne- og Undervisningsudvalget siden 2018. Det betyder også, at der kommer en række rokeringer i bestyrelsen.

Borgmester i Holbæk Christina Krzyrosiak Hansen (S) overtager posten for formand for Børne- og Undervisningsudvalget efter Gyldal Petersen.

Derudover overtager den tiltrædende borgmester i Aarhus, Anders Winnerskjold (S), posten som formand for KL's Sundheds- og Ældreudvalg.

Ændringer træder i kraft 6. november 

Allerede i forbindelse med at Bundsgaard i sidste uge meddelte, at han træder ud af politik, lød det fra Winnerskjold, at han ikke havde i sinde også at overtage næstformandsposten i KL efter Bundsgaard.

- Jeg har brug for at fokusere min tid på Aarhus, lød det fra ham.

Alle ovenstående ændringer i KL's bestyrelse træder i kraft den 6. november, hvor der er byrådsmøde i Aarhus, og Jacob Bundsgaard formelt træder tilbage som borgmester og næstformand.

Jacob Bundsgaard begrundede sin beslutning om at slutte i politik med, at det var tid til et skifte i hans karriere. Det sagde han på et pressemøde på rådhuset i Aarhus.

- Jeg er nået til vejs ende i mit politiske virke. Det har været et enestående privilegie at stå i spidsen for den by, jeg er født i, vokset op i og har tilbragt næsten hele mit liv i, lød det fra ham.

Han afviste, at han træder tilbage, fordi Socialdemokratiet står dårligt i meningsmålingerne, eller fordi hans personlige stemmetal blev halveret ved seneste kommunalvalg.


/ritzau/
 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/s-borgmester-bliver-ny-naestformand-i-kl-efter-bundsgaards-exit

GDPR