ROSKILDE: Roskilde Kommune ser et stort potentiale i en kobling mellem Risøs stærke position inden for bæredygtige teknologier og kommunens ambition om et stærkt forsknings- og uddannelsesmiljø i et bæredygtigt samfund.
Det er i realiteten to projekter, der nu integreres i et fælles udviklingsprojekt. Det ene handler om at etablere et såkaldt demonstratorium, det andet om at opbygge en bæredygtig erhvervspark. Parterne vil desuden samarbejde om at finde investorer fra såkaldte cleantech erhverv, der kan se fordelene i at lokalisere sig ved et førende forskningsmiljø på dette område. Cleantech er det internationale navn for miljø- og energiteknologier, der fremmer bæredygtig produktion, erstatter kul og olie og skaber mindre forurening, skriver Roskilde Kommune.
Erhvervspark
Risøparken er kommunens arbejdstitel på en ca. 40 ha stor fremtidig bæredygtig erhvervspark lige ved Risø DTU. Netop den fysiske placering og mulighederne for samarbejde med førende forskningsmiljøer skal gøre den til et attraktivt tilbud til danske såvel som udenlandske energi- og miljøvirksomheder. Det er tanken, at Erhvervsparken skal etableres så bæredygtigt som muligt, med de nyeste løsninger og teknologier til rådighed. Virksomhederne kan med andre ord etablere sig i deres eget element.
- Samarbejdet mellem Roskilde Kommune og Risø DTU passer flot ind i kommunens strategier om at understøtte forskning og uddannelse. Vi har samtidig en opgave i at være med til at fremme et mere bæredygtigt samfund. I Byrådet er vi enige om, at kan vi være med til at fremme udviklingen af nye teknologier inden for miljø og energi, så skal vi gøre det. Og her kan vi oven i købet gøre det i tæt samarbejde med en førende forskningsinstitution, siger borgmester Poul Lindor Nielsen (S)
Kommunens bidrag er ifølge borgmesteren både den overordnede planlægning af arealerne, den generelle projektudvikling og en aktiv deltagelse i arbejdet med at finde investorer, der vil være med.
Demonstratorium
Demonstratoriet er tænkt som en central fysisk enhed på eller ved Risø DTU med en række mobile platforme. Her skal virksomheder kunne opsætte, teste og fremvise nye teknologier, i tæt samarbejde med forskningsmiljøer og demonstrationsanlæg.
Herved får virksomhederne en direkte fysisk interaktion med forskningsverdenen, og forskerne får mulighed for at undersøge de nye teknologier i anvendelse. Mulighederne er mange, og der vil være fokus på interaktionen mellem flere teknologier i det samlede bæredygtige system.
Det kunne fx dreje sig om nye varmepumper, elbiler, energilagre, styrings- og reguleringssystemer, vindmøllekomponenter, bioenergianlæg, solceller og solfangere, brændselsceller og elektrolyseanlæg samt energibesparende teknologier.
Projektidéer
Projektidéerne som stadigvæk er relativt nye og for visse deles vedkommende uprøvede, skal efterfølgende også præsenteres for en lang række private virksomheder. Enkelte lokale virksomheder har været involveret i selve brainstormingsfasen, heriblandt Solum Gruppen der arbejder med at omdanne organisk affald til biogas og kompost.
- Roskilde-området står stærkt når det gælder forskning og uddannelse. Der er i øjeblikket et stort potentiale inden for cleantech, og samarbejdet mellem Roskilde Kommune, Risø DTU og private aktører er en oplagt mulighed for at skabe synergier, etablere nye lokale arbejdspladser og tiltrække flere cleantech-virksomheder til Roskilde-området, siger Solum Gruppens projektudviklingschef Martin Wittrup Hansen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.