
HOVEDSTADEN: Det viser den første opgørelse over akuttelefonens aktivitet, siden den begyndte sit virke den 30. januar 2012.
Akuttelefonen tilbyder borgere i hovedstadsregionen, der er i tvivl, gode råd og vejledning døgnet rundt om akut sygdom og skader og oplyser ventetider på akutmodtagelser og akutklinikker.
Og regionens borgere har benyttet sig at tilbuddet i stort omfang. I løbet af en uge får akuttelefonen ca. 3.500-4.000 opkald, og nu viser opgørelsen så, at 92 pct. af borgerne synes, de får en god vejledning.
Følger de telefoniske råd
Samtidig viser det sig, at rigtig mange følger akuttelefonens rådgivning om enten at tage hen på en akutmodtagelse eller akutklinik – eller lade være.
94 pct. følger rådet, hvis det lyder på, at der ikke er grund til hospitalsbehandling, og 71 pct. af dem, der får at vide, at de bør nok tage hen på en akutmodtagelse eller akutklinik, gør det så også.
- Tilsyneladende er folk både glade for de råd de får og stoler på, at rådgivningen er den rigtige. Det viser, at personalet gør en stor indsats, men også at det var en rigtig god ide at give borgerne i Region Hovedstaden en mulighed for at blive rådgivet, når de er i tvivl, siger Kirsten Lee (R), som er formand for den særlige tværgående arbejdsgruppe på akutområdet, som regionsrådet i Region Hovedstaden har nedsat for at kunne afdække, hvordan borgerne får den bedste service på akutområdet, og ventetiden kommer i bund.
Flere skal gribe knoglen
Ud fra akuttelefonens korte periode i drift har det ikke været muligt at konkludere, om etableringen af akuttelefonen har haft betydning for antal henvendelser eller ventetider i akutmodtagelser og akutklinikker.
Men opgørelsen viser, at der stadig er mange, der kommer på en akutmodtagelse eller akutklinik uden at ringe til akuttelefonen først. Det skal ses i den sammenhæng, at en ventetidsanalyse viser, at 29 pct. af dem, der selv henvender sig kunne være behandlet af egen læge, og ni pct. kunne have behandlet sig selv.
- Der ligger en opgave for os i at få flere overbevist om, at de både kan få råd og vejledning og spare en tur på hospitalet, hvis de ringer til 1813. Ingen spørgsmål er for små eller store, siger Kirsten Lee.
Fakta:
- Akuttelefonen blev politisk vedtaget i regionsrådet i forbindelse med Hospitals- og Psykiatriplan 2020 i juni 2011.
- Akuttelefonen på nummer 1813 er åben døgnet rundt, og der sidder erfarent sundhedspersonale, primært sygeplejersker, ved telefonen. De er også særligt uddannede til at vurdere akut sygdom og skader gennem en telefonsamtale
- Ca. 35 pct. af henvendelserne rådes til egenomsorg.
- Ca. 15 pct. rådgives til at kontakte en akutmodtagelse eller akutklinik.
- 90 pct. af opkaldene skal besvares inden for 2 minutter, og det mål er opfyldt.
lcl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.