Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Robotstøvsugere sparer 40 pct. af tidsforbrug

Men det handler også om at ændre på arbejdsgange - så bl.a. ledere og medarbejdere, der ikke selv skal gøre rent, også tænder for robotten
27. APR 2011 10.20

Servicestyrelsen har i et samarbejde med fire kommuner afprøvet støvsugerrobotter på ni plejecentre. Midtvejsmåling viser, at plejecentrene i projektet i gennemsnit skærer 40 pct. af tidsforbruget på støvsugning, oplyser styrelsen.

Erfaringerne indtil nu viser dog også, at hvis der skal spares tid, forudsætter det, at ledelse og medarbejdere gør en målrettet indsats i forhold til at ændre arbejdsgange på det enkelte plejecenter. Fx tændes robotterne nogle steder af plejepersonale, der ikke tidligere har haft rengøringsopgaver, men som alligevel er i lokalet eller boligen.

Mere rent under sofaen
Støvsugerrobotter har visse begrænsninger og kan i nogle tilfælde have svært ved at nå alle kroge i en tæt møbleret bolig. Projektet viser dog alligevel, at flere er blevet overrasket over, hvor godt de egentlig støvsuger, fx er robotterne særdeles grundige under sofaen og andre steder, hvor det typisk er besværligt at nå ind med en almindelig støvsuger.

De fire projektkommuner - Norddjurs, Aarhus, Horsens og Høje-Taastrup - er ikke alene om at bruge støvsugerrobotter. Mange kommuner bruger eller afprøver støvsugerrobotter i større eller mindre skala.

Det særlige ved dette projekt er dog, at det konkret skal dokumentere, hvor meget tid der kan spares og opsamle praktisk viden om, hvordan besparelsen opnås.