
Der er blevet en plads som spids ledig i Region Hovedstaden, efter at Henrik Thorup (DF) har meldt ud, at han stopper efter denne periode. Og tre DF-politikere har nu meldt sig som aspiranter: Først var det byrådsmedlem på Bornholm René Danielsson, som også er FT-kandidat og altså også vil i regionsrådet.
Siden har det mangeårige medlem af Borgerrepræsentationen i København Finn Rudaizky meldt sig på banen. Til Helsingør Dagblad siger han, at "flere DF-bestyrelser, herunder min egen bestyrelse i København, opfordret mig til at stille op (...) Jeg har siddet 11 år i regionsrådet og hvis vælgerne vil, så bliver det min sidste valgperiode".
Senest oplyser tidligere MF og regionsrådsmedlem i Nordjylland Morten Marinus til DK Nyt, at han er blevet opfordret af flere fra partiet i Københavns omegn og Nordsjælland, hvor han nu bor. Ifølge Marinus, der også har byrådserfaring fra Pandrup blandt andet som viceborgmester i Jammerbugt samt sygehus-erfaring som portør, ønsker flere en regions-spids, der udelukkende vil satse på regionen og ikke skulle tage hensyn til byrådsarbejdet. DF er i dag det parti med allerflest dobbeltmandater - og har tre ud af 41 pladser i regionsrådet.
Netop i Hovedstaden stopper en politiker ved KV21 med en tydelig begrundelse. Det er Torben Kjær (EL), som efter syv år i regionsrådet siger til sn.dk, at "den primære årsag er, at jeg oplever, at regionsrådsmedlemmerne ikke bliver inddraget nær så meget af blandt andet direktionen, som vi gjorde i sidste periode og i starten af denne. Nu bliver der fokuseret på forretningsudvalget og gruppeformændene, og når man mener, at tingene er afklaret der, så er det også afklaret med os andre. Det gider jeg bare ikke, for det er meget utilfredsstillende."
I Svendborg er der genvalg til Hanne Ringgaard Møller som spids hos De Radikale, oplyser Fyens Stiftstidende. Hun vandt med stemmerne 20-1 over vindmølleejer Peter Rasmussen - og er iøvrigt også FT-kandidat. R har to ud af 29 pladser i byrådet.
Herfra kan det bemærkes, at SF, der har valgt ny spids i Dennis Ørsted Petersen, har fået en gammel kending på listen, nemlig Arne Ebsen, der sad i byrådet for Liste T, indtil han røg ud ved KV17, oplyser Fyens Stiftstidende.
I Struer, hvor S netop har valgt John Christoffersen som spids efter borgmester Niels Viggo Lynghøj, der stopper, er der også navn på spidsen hos Venstre. Tidligere borgmester fra 2014-2017 Mads Jakobsen er udpeget igen og siger til Dagbladet Struer, at "der udstråler en vis jovialitet omkring John, og jeg ser frem til samarbejdet med ham. Men der skal selvfølgelig ikke herske tvivl om, at jeg vil gøre, hvad jeg kan for, at han ikke bliver borgmester."
Ved KV17 var Struer en af de kommuner, hvor en anden end den nye borgmester blev topscorer i personlige stemmer. Mads Jakobsen fik 1.752 foran Niels Viggo Lynghøj med 1.439. Grethe Hestbech (SF), som ikke stiller op igen, fik 440 foran den nye S-spids John Christoffersen med 395 og Marianne Bredal (V) med 382.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.