AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Regeringen har med finansminister Nicolai Wammen i spidsen indledt forhandlinger med Folketinget om en fødevarecheck. (Arkivfoto)
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Regeringen vil afsætte 4,5 mia. kr. til fødevarecheck til udsatte

Finansminister Wammen har fundet 4,5 milliarder kroner frem til fødevarecheck, der skal hjælpe udsatte.
8. JAN 2026 11.32

Regeringen vil afsætte 4,5 milliarder kroner til en fødevarecheck, som udsatte befolkningsgrupper kan få for at imødekomme de højere fødevarepriser.

Det fortæller finansminister Nicolai Wammen (S) til TV 2 News.

- Det handler om, at der er mange danskere, der står i en svær situation lige nu. Dem vil vi gerne give en håndsrækning, som de har brug for, siger han.

I et efterfølgende interview med Ritzau uddyber finansministeren, at checken skal blive en enkelt kontant udbetaling til særligt udsatte grupper.

Det kan være pensionister uden store opsparinger, børnefamilier med lave indkomster eller folk uden for arbejdsmarkedet. Den konkrete afgrænsning skal nu forhandles med Folketingets partier.

- Fødevarechecken skal særligt være målrettet de mennesker, der har mindst, fordi det er dem, der rammes hårdest, når man er nede og handle ind, siger Nicolai Wammen til Ritzau.

De seneste år er priserne på fødevarer steget markant.

Det er blevet til en varm politisk kartoffel, hvor regeringen fra højre og venstre side af Folketinget er blevet kritiseret for at nøle.

Med i nytårstale

I statsminister Mette Frederiksens nytårstale varslede hun, at regeringen ville lave en decideret kontakt udbetaling til de befolkningsgrupper, der rammes hårdest af stigende fødevarepriser. Grupperne kan være pensionister, ledige og børnefamilier.

Nu beretter finansminister Wammen, at han torsdag og en uges tid frem vil påbegynde forhandlinger om fødevarechecken med Folketingets partier. Eksempelvis skal SF til møde med ministeren torsdag.

Her har finansministeren fundet 4,5 milliarder kroner til checken.

Nicolai Wammen kan dog ikke fortælle, hvordan det konkret vil udmønte sig i specifikke beløb til de enkelte borgere. Det vil blandt andet afhænge af forhandlingernes udvikling, lyder det.

Regeringen indkalder til forhandlingerne samme dag, som TV 2 kan berette om, at fødevarepriser begynder at falde igen.

Supermarkedskoncernen Dagrofa sænker priserne på mejeriprodukter som mælk, ost, smør og yoghurt med mellem tre og 13 procent

Nicolai Wammen fremhæver dog, at det generelle tryk fra priserne stadig udfordrer folk.

- Det ændrer ikke på, at vi stadig har meget høje fødevarepriser, og at det har stået på i lang tid, siger han.

Finansieringen af checken skal ske gennem en generel lempelse af finanspolitikken, tilføjer Wammen.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/regeringen-vil-afsaette-4-5-mia-kr-til-foedevarecheck-til-udsatte

GDPR