dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Regeringen lukker nedslidningsfond

Det er ifølge Beskæftigelsesministeriet ikke længere muligt at søge penge fra Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse

På trods af, at der i begyndelsen af 2016 var over 400 mio. kr. tilbage i Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse, så er det ikke længere muligt at søge penge fra puljen, skriver Licitationen – Byggeriets Dagblad.

Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse blev oprettet i 2007 og har igennem en årrække lavet forebyggelsespakker målrettet særlige nedslidningstruede brancher - blandt andet bygge- og anlægsbranchen.

I slutningen af sidste år afviste daværende beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) en ansøgning fra Arbejdsmiljørådet om 11,7 mio. kr. til forbedring af arbejdsmiljøet i små virksomheder med den begrundelse, at der ikke var penge.

– Med penge fra forebyggelsesfonden er der lavet projekter i både store, mellemstore og små virksomheder. Det har givet mindre nedslidning og færre ulykker. Derudover er der udviklet nye tekniske hjælpemidler og nye arbejdsmetoder med midler fra fonden. Når vi ved, det virker, så er det ærgerligt, at man ikke fortsætter den, siger arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri, Mette Møller Nielsen.

Arbejdsmiljøordfører for Enhedslisten, Christian Juhl, undrer sig over, at man nu har lukket for ansøgninger til fonden.

– Jeg troede pengene bare lå der, og at vi på et tidspunkt ville se dem brugt på en række projekter. Hvis man bare har brugt pengene på noget andet, er jeg stærkt utilfreds, siger ordføreren, der nu vil rejse sagen overfor beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

Ifølge en mail fra Beskæftigelsesministeriet til Licitationen - Byggeriets Dagblad er 'der ikke konkrete planer om at udmønte yderligere midler fra Fonden.'

dc

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/regeringen-lukker-nedslidningsfond

GDPR