
RANDERS: I Randers Kommune er det lykkes at vende en udvikling, hvor ventelister på det sociale område begyndte at opstå. I dag er der ikke ventelister overhovedet. Socialudvalget peger dog på, at det har uklare økonomiske konsekvenser at undgå ventelister og har bedt KL om at tage sig af sagen, oplyser kommunen
Når der er ved at opstå ventelister på det sociale område, giver forvaltningen besked til politikerne, der så kan reagere. Det har været fast praksis siden begyndelsen af 2010, hvor der blev sat gang i omfattende besparelser på handicapområdet og senere også på psykiatri- og socialområdet.
På den måde har det været muligt at vende udviklingen så snart ventelister begyndte at opstå. Permanente ventelister er nemlig i strid med loven, og i dag er der ikke ventelister på det sociale område overhovedet. Kun ganske få borgere må vente indtil det rent praktisk er muligt at etablere et tilbud.
- Vi har fra politisk side haft stor fokus på området, og jeg er glad for, at det giver resultater, så vi i dag er i en situation uden ventelister, siger borgmester Henning Jensen Nyhuus (S).
Ventelister er ikke i orden
I den seneste tid har der været debat om emnet - blandt andet i Randers Byråd - efter, at Det Sociale Nævn og Tilsynsmyndigheden i sager fra forskellige kommuner har afgjort, at borgere som udgangspunkt ikke må stå på venteliste, når de får bevilget et tilbud.
I Randers var ventelister ved at opstå i foråret 2011, hvor forvaltningen netop gav besked om, at presset på handicapområdet var ved at blive for stort. Dengang besluttede politikerne bag budgetforliget at bevilge ekstra 5 mio. kr. Og pengene har altså resulteret i, at de begyndende ventelister er forsvundet.
Brev til KL om uklare økonomiske konsekvenser
Også i socialudvalget glæder man sig over, at ventelisterne er forsvundet. Og her er man fast besluttet på at fortsætte linjen med at undgå dem.
Men socialudvalget påpeger også, at behovet for støtte i de seneste år har været stigende. Og hvis udviklingen fortsætter, bliver det dyrt for kommunerne at undgå ventelister. Konsekvensen vil være, at kommunerne skal spare andre steder for at finde pengene.
- Det her er et problem for alle kommuner, og det er tvingende nødvendigt, at der bliver gjort noget fra centralt hold. Vi har derfor sendt et brev til KL, hvor vi opfordrer dem til at tage sagen op hurtigst muligt. Det skal kunne lade sig gøre at finde en løsning, der sikrer, at borgere får den støtte de har brug uden at det ødelægger kommunens samlede økonomi, siger Erik Poulsen (L), næstformand i socialudvalget.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.