KRONIK: Konsekvensen af forskydningen af magten væk fra folket: Alle kommuner bør have en magistrat på tre-fem medlemmer med fuldtidsbeskæftigede rådmænd, som vi kender det i landets største byer, skriver kronikøren Asger Baunsbak-Jensen
Demokratiet i kommunerne har det skidt.
Jeg taler ikke her om Folketing og regering, men om dét ude i kommunerne.
Man taler ikke om det, men demokratiet er i nød.
Derfor haster det med en dybtgående undersøgelse af, hvor galt det står til, og hvilke forslag man kan forbedre det med.
Hvilke erfaringer har man gjort med 98 kommuner? Regeringen kørte med eksprestogsfart igennem med at få nedlagt amterne. Så havnede det i fem regioner. De har ikke lov til at opkræve skatter, men lever af de penge, regeringen stiller til rådighed. Regionerne vil få en kort levetid.
Med hvad så med de 98 kommuner?
Regeringsflertallet strangulerer dem med skatten i ro-konceptet, samtidig med at der daglig stilles befolkningen reformer i udsigt, og svaret på de spørgsmål, der stilles, er, at det må kommunerne klare.
Utilfredsheden vokser og vokser. Skolerne har det skidt, plejehjemmene er flere steder katastrofale. Der kommer med jævne mellemrum en afdækning af disse uværdige forhold i tv, og efterfølgende kommer få dages debat. Eller som nu sidst: Politiken, der laver fremragende journalistik om nedskæring af børnenes undervisningstid for at skaffe penge til udsatte familier.
Der må graves dybere. Efter tre år med de nye kommuner må der nedsættes et hurtigtarbejdende udvalg af uvildige, som skal give en vurdering af, hvordan demokratiet har udviklet sig i de 98 meget store kommuner. Delredegørelser kan tilføre partierne nødvendige redskaber til lovgivningen og kvalificere den kommunale valgkamp før valget til november.
For 50 år siden
Demokratiet er nødlidende, hvis det ikke fungerer på kommunalt plan, og hvis ikke det tiltrækker en bred del af befolkningen til at lade sig vælge til byrådene.
Folk holder sig langt væk. Når opstillingsmøderne nu kommer i gang, vil vi mange steder se, at der ikke er kandidater nok til listerne. Der vil være ganske mange på efterløn, som synes, det er en meningsfuld beskæftigelse, og der vil også være nogle ambitiøse unge, som vil bruge en plads i byrådet som et led i udviklingen af deres eget projekt, deres cv.
Men hvor er arbejdslivets store skarer? Hvor er it-folket, bankens medarbejdere, de store selskabers ansatte? Hvor er læger, tandlæger, dyrlæger, advokater? Hvor er det arbejdende folk mellem 30 og 60?
Det er i år 50 år siden, jeg blev valgt til sognerådet i Asminderød-Grønholt – det som senere hed Fredensborg-Humlebæk. Hvordan var erhvervssammensætningen i det råd på 15 medlemmer? Fire gårdejere, to advokater, to lærere, en blomsterhandler, en blikkenslagermester, en fagforeningsformand, en afdelingschef i kommunen, to politiassistenter og en købmand. Her var det bredest tænkelige udsnit af befolkningen, bortset fra at der kun var to kvinder. Det er bedre i dag.
Stordriftens fangarme
Aldersspredningen var: En i tyverne, to i trediverne, seks i fyrrerne, fire i halvtredserne, to i tresserne. Tyngdepunktet lå hos erhvervsaktive i både privat og offentligt regi. Der var kun én pensionist ud af de 15.
I 1958 var der 13.000 folkevalgte i kommunale råd – i dag er det 2.500.. Det er et enormt fald i demokratisk indflydelse, og i samme periode er opgavernes tal og omfang steget enormt. Som om dette ikke var nok, nedsætter den ene kommune efter den anden nu byråds-medlemstallet, så vi kommer ned på et par tusinde.
Samtidig er hundredvis af de gamle sogne, som havde syv sognerådsmedlemmer i min ungdom, nu uden repræsentation.
Ud over landet ses nu så småt en reaktion. Folket vil have magten tilbage. De protesterer, når biblioteket fjernes, og en skole bliver taget fra dem. De opretter i stedet en friskole, for det er en livsbetingelse for dem at have denne skole.
Jeg har en drøm om, at der laves forsøg med at lade et distrikt eller lille sogn få et bloktilskud fra kommunen, så man kan få livet til at fungere uden for stordriftens fangarme. Lad dem lave en sognebestyrelse, drive deres egen offentlige skole, oprette børnepasningsordning og børnehave. Lad skolen komme ind som kulturcenter og udbyg den til voksenundervisning, foreningsaktiviteter, ungdomsklubber. Lad den være forsamlingshus. Find nye former for samspil mellem det, der sker i netcafeer og debatter, der skal udvikles.
Som en kagefabrik
Lad drømmen vokse ud af det væld af ideer, som lever i befolkningen, men som nu snittes i stykker af en enøjet faglighed, der i skolen fører til elevplaner, evalueringsrapporter og prøver i én uendelighed.
Kræfterne bruges helt forkert, fordi man måler og vejer, som om det var en kagefabrik. Vi bør have et kommunernes forsøgsråd, som etablerer utraditionelle forsøg nogle steder i landet med en ny form for skole og med en ny socialindretning.
Lad dem også finde nye veje på det sociale område, når det gælder tilberedning og udbringning af mad fra skolens køkken eller forsamlingshuset, sørge for hjemmehjælp til de gamle, ophæve ensomheden.
Der findes i alle disse samfund folk, der glider uden for arbejdsmarkedet, og som føler, de har kræfter til at løse disse opgaver. Sæt dem i frihed til det og find lokale aftaler om overenskomstmæssig aflønning.
Vi er tvunget i knæ af anonyme magter. Men der findes mægtige kræfter i befolkningen.
Hvor får man kræfterne fra i dag – dér, hvor man omdanner den nedlagte kommuneskole til en friskole? Fra en irrationalitet, fra en idérigdom hos det arbejdende folk, som alligevel har overskud til at yde deres til fællesskabet.
Måle- og vejesamfund
Jeg kender disse steder fra mit lange liv som foredragsholder. Jeg kommer også derud i vinter. Til den lille landsby Jørlunde i Nordsjælland, hvor der samles 160 mennesker til foredrag hver fjortende dag. Til det lille Høve i Vestsjælland, hvor de samles og diskuterer. Jeg kunne blive ved, ud over det ganske land.
Det er disse kræfter, som kommunalbestyrelserne – mere og mere formet i bureaukraternes elfenbenstårn – ikke kender til. De handler altid ud fra en rationel tankegang, som de er uddannet til, på universiteter og læreanstalter og i moderne ledelsescentre.
Var meningen ikke, at man ville decentralisere opgaverne og sætte de nye kommuner i frihed?
Det er ikke sket, for vi har fået et måle- og vejesamfund, der er sygt efter at kontrollere ud i yderste decimal. Det er fuldkommen vanvittigt, at de, der skal ud og passe de svageste, de syge og gamle medborgere med rengøring, udstyres med måleapparat for at tælle de minutter, de anvender.
Hvad er følgen? Hvorfor sætter man ikke de ansatte i frihed, så de også har tid til at lytte til de ensomme? Naturligvis kan man ikke få kvalificerede folk til at påtage sig opgaven i dag. Der må en fuldstændig anden tankegang til.
Magten er flyttet
Det er oprørende, at der er plejehjem, hvor et flertal af de ansatte ikke er uddannede. Hvordan ville et bilværksted fungere, hvis der ikke var mekanikere?
Skolen er det næste. Færre og færre vil være lærere, og børn og unge skal klare sig med ukvalificeret arbejdskraft. Ville vi lade os operere uden sikkerhed for, at kirurgen var kvalificeret? Kommuners autoritet viser sig i den måde, de løser opgaverne på, og i den måde, de tiltrækker dygtige folk til byrådet på.
I de sidste tre år er magten i kommunerne forrykket dramatisk, og Politiken beskriver (5. december), hvorledes det er gamle mænd, der dominerer i byrådene, og at de yngre er fraværende.
Jamen, de findes til gengæld i administrationen. Den er vokset til det tidobbelte, mens de folkevalgtes tal er skrumpet ind til en sjettedel i forhold til 1958.
Magten er flyttet. Direktionen har fået magten, og det er de universitetsuddannede, vi finder her.
Magtudredning
Det er derfor, jeg mener, der er brug for en magtudredning. Kommunernes Landsforening må have en hovedinteresse i at kortlægge tingene. Og Folketinget ikke mindre. Hvem bestemmer i dag? Hvem træffer afgørelser? Hvem kan drages til ansvar?
En gennemsnitskommune har 25-31 medlemmer i byrådet og en direktion på mellem fem og ti medlemmer med kommunaldirektøren i spidsen. Borgmesteren er på fuld tid; men det siger sig selv, at magten ligger hos administrationen, selv om der er eksempler på, at en borgmester kan blive alt for stærk og et byråd alt for svagt.
Der må drages en konsekvens af denne forskydning af magten væk fra folket. Der må i alle kommuner dannes en magistrat på tre-fem medlemmer med fuldtidsbeskæftigede rådmænd, som vi kender det i landets største byer.
Her vil også være plads for den ambitiøse unge politiker, såvel som til erhvervsmanden, for her vil indflydelsen ligge på planlægning, men også indflydelse på administrationen og dens sagsbehandling.
Partierne må forny sig
Partierne må være de første til at forny sig. Nu ved begyndelsen af valgkampen må vælgerforeningerne spille ud og inddrage befolkningen, både på nettet og ved debatmøder. Denne debat må tilføres de visioner, drømme og ideer, som lever i befolkningen, og som kan appellere til folk om at bruge tid på at lade sig opstille og vælge. Anonymiteten i magtens verden er generelt den frygteligste udfordring til demokratiet i dag.
Engang havde vi en andelsbevægelse, som administrerede produktionen i mejerier og slagterier og indkøb gennem brugsforeninger. Der holdtes årlige generalforsamlinger med beretning og regnskabsaflæggelse samt bestyrelsesvalg. Det er et enormt tab, at andelsbevægelsen har givet op over for multinationale selskaber og vældige firmaer.
Jeg ved ikke, om andelsbevægelsen kan genoplives; jeg ved kun, at demokratiet har tabt. Det er den anonyme magt i banker og finansforetagender, i it-virksomheder og produktionsselskaber, der i dag er uden for samfundets kontrol. Resultatet tegner hver dag sine frygtelige spor.
Lav valgdeltagelse
Demokratiet står over for vældige trusler. Det er nødvendigt, at visse magtbeføjelser overføres til EU og andre internationale organisationer, ellers kan verden ikke styre klimaproblemer eller finanskriser.
Dette fører ikke automatisk til mindre demokrati; men det er en frygtelig kendsgerning, at valgdeltagelsen til et EU-parlamentsvalg er på 50 procent og til kommunevalg på under 70 procent, mens den til det seneste folketingsvalg var 86,6.
Når denne Kronik handler om kommunernes styre, er det, fordi jeg mener, at kommunalreformen skabtes på falske præmisser med de store foretagender som model. Ministerierne har ikke længere en folkelig forankring i direktorater, som Undervisnings- og Socialministeriet havde, men styrelser med anonyme topchefer, helt som markedet kræver det.
Det samme er overført til kommunerne nu. De er store med anonyme direktører, som snart gør karriere i banker, forsikringsselskaber eller it-firmaer, snart ses som direktører i kommuner og regioner på storhospitaler eller i trafiksektoren.
Dermed drives anonymitetens virus gennem hele samfundslegemet. Det er derfor, en magtudredning må i gang for hele det kommunale system.
Det kan slet ikke vente.
Asger Baunsbak-Jensen er præst og forfatter, tidligere medlem af Folketinget for Radikale
Jeg taler ikke her om Folketing og regering, men om dét ude i kommunerne.
Man taler ikke om det, men demokratiet er i nød.
Derfor haster det med en dybtgående undersøgelse af, hvor galt det står til, og hvilke forslag man kan forbedre det med.
Hvilke erfaringer har man gjort med 98 kommuner? Regeringen kørte med eksprestogsfart igennem med at få nedlagt amterne. Så havnede det i fem regioner. De har ikke lov til at opkræve skatter, men lever af de penge, regeringen stiller til rådighed. Regionerne vil få en kort levetid.
Med hvad så med de 98 kommuner?
Regeringsflertallet strangulerer dem med skatten i ro-konceptet, samtidig med at der daglig stilles befolkningen reformer i udsigt, og svaret på de spørgsmål, der stilles, er, at det må kommunerne klare.
Utilfredsheden vokser og vokser. Skolerne har det skidt, plejehjemmene er flere steder katastrofale. Der kommer med jævne mellemrum en afdækning af disse uværdige forhold i tv, og efterfølgende kommer få dages debat. Eller som nu sidst: Politiken, der laver fremragende journalistik om nedskæring af børnenes undervisningstid for at skaffe penge til udsatte familier.
Der må graves dybere. Efter tre år med de nye kommuner må der nedsættes et hurtigtarbejdende udvalg af uvildige, som skal give en vurdering af, hvordan demokratiet har udviklet sig i de 98 meget store kommuner. Delredegørelser kan tilføre partierne nødvendige redskaber til lovgivningen og kvalificere den kommunale valgkamp før valget til november.
For 50 år siden
Demokratiet er nødlidende, hvis det ikke fungerer på kommunalt plan, og hvis ikke det tiltrækker en bred del af befolkningen til at lade sig vælge til byrådene.
Folk holder sig langt væk. Når opstillingsmøderne nu kommer i gang, vil vi mange steder se, at der ikke er kandidater nok til listerne. Der vil være ganske mange på efterløn, som synes, det er en meningsfuld beskæftigelse, og der vil også være nogle ambitiøse unge, som vil bruge en plads i byrådet som et led i udviklingen af deres eget projekt, deres cv.
Men hvor er arbejdslivets store skarer? Hvor er it-folket, bankens medarbejdere, de store selskabers ansatte? Hvor er læger, tandlæger, dyrlæger, advokater? Hvor er det arbejdende folk mellem 30 og 60?
Det er i år 50 år siden, jeg blev valgt til sognerådet i Asminderød-Grønholt – det som senere hed Fredensborg-Humlebæk. Hvordan var erhvervssammensætningen i det råd på 15 medlemmer? Fire gårdejere, to advokater, to lærere, en blomsterhandler, en blikkenslagermester, en fagforeningsformand, en afdelingschef i kommunen, to politiassistenter og en købmand. Her var det bredest tænkelige udsnit af befolkningen, bortset fra at der kun var to kvinder. Det er bedre i dag.
Stordriftens fangarme
Aldersspredningen var: En i tyverne, to i trediverne, seks i fyrrerne, fire i halvtredserne, to i tresserne. Tyngdepunktet lå hos erhvervsaktive i både privat og offentligt regi. Der var kun én pensionist ud af de 15.
I 1958 var der 13.000 folkevalgte i kommunale råd – i dag er det 2.500.. Det er et enormt fald i demokratisk indflydelse, og i samme periode er opgavernes tal og omfang steget enormt. Som om dette ikke var nok, nedsætter den ene kommune efter den anden nu byråds-medlemstallet, så vi kommer ned på et par tusinde.
Samtidig er hundredvis af de gamle sogne, som havde syv sognerådsmedlemmer i min ungdom, nu uden repræsentation.
Ud over landet ses nu så småt en reaktion. Folket vil have magten tilbage. De protesterer, når biblioteket fjernes, og en skole bliver taget fra dem. De opretter i stedet en friskole, for det er en livsbetingelse for dem at have denne skole.
Jeg har en drøm om, at der laves forsøg med at lade et distrikt eller lille sogn få et bloktilskud fra kommunen, så man kan få livet til at fungere uden for stordriftens fangarme. Lad dem lave en sognebestyrelse, drive deres egen offentlige skole, oprette børnepasningsordning og børnehave. Lad skolen komme ind som kulturcenter og udbyg den til voksenundervisning, foreningsaktiviteter, ungdomsklubber. Lad den være forsamlingshus. Find nye former for samspil mellem det, der sker i netcafeer og debatter, der skal udvikles.
Som en kagefabrik
Lad drømmen vokse ud af det væld af ideer, som lever i befolkningen, men som nu snittes i stykker af en enøjet faglighed, der i skolen fører til elevplaner, evalueringsrapporter og prøver i én uendelighed.
Kræfterne bruges helt forkert, fordi man måler og vejer, som om det var en kagefabrik. Vi bør have et kommunernes forsøgsråd, som etablerer utraditionelle forsøg nogle steder i landet med en ny form for skole og med en ny socialindretning.
Lad dem også finde nye veje på det sociale område, når det gælder tilberedning og udbringning af mad fra skolens køkken eller forsamlingshuset, sørge for hjemmehjælp til de gamle, ophæve ensomheden.
Der findes i alle disse samfund folk, der glider uden for arbejdsmarkedet, og som føler, de har kræfter til at løse disse opgaver. Sæt dem i frihed til det og find lokale aftaler om overenskomstmæssig aflønning.
Vi er tvunget i knæ af anonyme magter. Men der findes mægtige kræfter i befolkningen.
Hvor får man kræfterne fra i dag – dér, hvor man omdanner den nedlagte kommuneskole til en friskole? Fra en irrationalitet, fra en idérigdom hos det arbejdende folk, som alligevel har overskud til at yde deres til fællesskabet.
Måle- og vejesamfund
Jeg kender disse steder fra mit lange liv som foredragsholder. Jeg kommer også derud i vinter. Til den lille landsby Jørlunde i Nordsjælland, hvor der samles 160 mennesker til foredrag hver fjortende dag. Til det lille Høve i Vestsjælland, hvor de samles og diskuterer. Jeg kunne blive ved, ud over det ganske land.
Det er disse kræfter, som kommunalbestyrelserne – mere og mere formet i bureaukraternes elfenbenstårn – ikke kender til. De handler altid ud fra en rationel tankegang, som de er uddannet til, på universiteter og læreanstalter og i moderne ledelsescentre.
Var meningen ikke, at man ville decentralisere opgaverne og sætte de nye kommuner i frihed?
Det er ikke sket, for vi har fået et måle- og vejesamfund, der er sygt efter at kontrollere ud i yderste decimal. Det er fuldkommen vanvittigt, at de, der skal ud og passe de svageste, de syge og gamle medborgere med rengøring, udstyres med måleapparat for at tælle de minutter, de anvender.
Hvad er følgen? Hvorfor sætter man ikke de ansatte i frihed, så de også har tid til at lytte til de ensomme? Naturligvis kan man ikke få kvalificerede folk til at påtage sig opgaven i dag. Der må en fuldstændig anden tankegang til.
Magten er flyttet
Det er oprørende, at der er plejehjem, hvor et flertal af de ansatte ikke er uddannede. Hvordan ville et bilværksted fungere, hvis der ikke var mekanikere?
Skolen er det næste. Færre og færre vil være lærere, og børn og unge skal klare sig med ukvalificeret arbejdskraft. Ville vi lade os operere uden sikkerhed for, at kirurgen var kvalificeret? Kommuners autoritet viser sig i den måde, de løser opgaverne på, og i den måde, de tiltrækker dygtige folk til byrådet på.
I de sidste tre år er magten i kommunerne forrykket dramatisk, og Politiken beskriver (5. december), hvorledes det er gamle mænd, der dominerer i byrådene, og at de yngre er fraværende.
Jamen, de findes til gengæld i administrationen. Den er vokset til det tidobbelte, mens de folkevalgtes tal er skrumpet ind til en sjettedel i forhold til 1958.
Magten er flyttet. Direktionen har fået magten, og det er de universitetsuddannede, vi finder her.
Magtudredning
Det er derfor, jeg mener, der er brug for en magtudredning. Kommunernes Landsforening må have en hovedinteresse i at kortlægge tingene. Og Folketinget ikke mindre. Hvem bestemmer i dag? Hvem træffer afgørelser? Hvem kan drages til ansvar?
En gennemsnitskommune har 25-31 medlemmer i byrådet og en direktion på mellem fem og ti medlemmer med kommunaldirektøren i spidsen. Borgmesteren er på fuld tid; men det siger sig selv, at magten ligger hos administrationen, selv om der er eksempler på, at en borgmester kan blive alt for stærk og et byråd alt for svagt.
Der må drages en konsekvens af denne forskydning af magten væk fra folket. Der må i alle kommuner dannes en magistrat på tre-fem medlemmer med fuldtidsbeskæftigede rådmænd, som vi kender det i landets største byer.
Her vil også være plads for den ambitiøse unge politiker, såvel som til erhvervsmanden, for her vil indflydelsen ligge på planlægning, men også indflydelse på administrationen og dens sagsbehandling.
Partierne må forny sig
Partierne må være de første til at forny sig. Nu ved begyndelsen af valgkampen må vælgerforeningerne spille ud og inddrage befolkningen, både på nettet og ved debatmøder. Denne debat må tilføres de visioner, drømme og ideer, som lever i befolkningen, og som kan appellere til folk om at bruge tid på at lade sig opstille og vælge. Anonymiteten i magtens verden er generelt den frygteligste udfordring til demokratiet i dag.
Engang havde vi en andelsbevægelse, som administrerede produktionen i mejerier og slagterier og indkøb gennem brugsforeninger. Der holdtes årlige generalforsamlinger med beretning og regnskabsaflæggelse samt bestyrelsesvalg. Det er et enormt tab, at andelsbevægelsen har givet op over for multinationale selskaber og vældige firmaer.
Jeg ved ikke, om andelsbevægelsen kan genoplives; jeg ved kun, at demokratiet har tabt. Det er den anonyme magt i banker og finansforetagender, i it-virksomheder og produktionsselskaber, der i dag er uden for samfundets kontrol. Resultatet tegner hver dag sine frygtelige spor.
Lav valgdeltagelse
Demokratiet står over for vældige trusler. Det er nødvendigt, at visse magtbeføjelser overføres til EU og andre internationale organisationer, ellers kan verden ikke styre klimaproblemer eller finanskriser.
Dette fører ikke automatisk til mindre demokrati; men det er en frygtelig kendsgerning, at valgdeltagelsen til et EU-parlamentsvalg er på 50 procent og til kommunevalg på under 70 procent, mens den til det seneste folketingsvalg var 86,6.
Når denne Kronik handler om kommunernes styre, er det, fordi jeg mener, at kommunalreformen skabtes på falske præmisser med de store foretagender som model. Ministerierne har ikke længere en folkelig forankring i direktorater, som Undervisnings- og Socialministeriet havde, men styrelser med anonyme topchefer, helt som markedet kræver det.
Det samme er overført til kommunerne nu. De er store med anonyme direktører, som snart gør karriere i banker, forsikringsselskaber eller it-firmaer, snart ses som direktører i kommuner og regioner på storhospitaler eller i trafiksektoren.
Dermed drives anonymitetens virus gennem hele samfundslegemet. Det er derfor, en magtudredning må i gang for hele det kommunale system.
Det kan slet ikke vente.
Asger Baunsbak-Jensen er præst og forfatter, tidligere medlem af Folketinget for Radikale
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.
