
Alt for mange unge, og særligt unge kvinder, er utrygge, når de skal hjem fra nattelivet. Det kan både være, når man skal vente på offentlig transport, finde et sted at blive hentet eller vejen hjem, hvor man skal gå gennem mørke områder.
Det er et alvorligt problem, som ligestillingsminister Magnus Heunicke (S) ønsker at gøre noget ved. Derfor har ministeren og ministeriet lancerer en pulje på 10,2 mio. kr. til initiativer, der skal øge trygheden for unge på vej hjem fra byen.
- Når næsten halvdelen af unge kvinder føler sig utrygge på vej hjem fra byen, og seks ud af ti kvinder frygter seksuelle overgreb, er det et alvorligt problem, som vi skal handle på. Derfor har vi afsat 10, 2 mio. kr. til at støtte indsatser, der skal skabe mere tryghed rundt om i danske byer, hvor unge mødes og går i byen, siger ministeren.
Det kan eksempelvis være etablering af opholds- og afhentningssteder, hvor unge trygt kan opholde sig i forbindelse med hjemturen, herunder ruter fra nattelivet til opholds- og afhentningsstederne, etablering af afhentningszoner fx taxaholdepladser med mulighed for forældreafhentning, cykelparkering, nattelivsvandringer, oplysningsaktiviteter mv.
Det er også noget, kommunerne er opmærksomme på.
I en ny undersøgelsen fra Det Kriminalpræventive Råd, som 58 kommuner har deltaget i, peger 47 pct. på, at de har oplevet udfordringer med utryghed, der kan være forbundet med belysning i det offentlige rum inden for de seneste par år.
En anden undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd viser, at halvdelen (49,6 pct.) af de unge kvinder føler sig utrygge eller overvejende utrygge, når de bevæger sig hjem fra nattelivet. For de unge mænd gælder det for 15,9 pct..
Ansøgningspuljen indgår som et ud af ti initiativer i regeringens handlingsplan `Trygt og sikkert natteliv for alle´ fra 8. marts 2025.
Puljen åbner d. 30. september, og ansøgningsfristen er d. 28. november. Midlerne bliver udmøntet i starten af 2026, og der gives støtte på minimum 500.000 kr. pr. projekt.
Det Kriminalpræventive Råd udgav for nyligt et casekatalog, der skal inspirere kommuner til at arbejde med bedre belysning, så kriminalitet forebygges, og trygheden øges.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.