DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Stillinger

Private udbydere er klar til mangedobling af testcentre

Antallet af testcentre for lyntest skal op på 250-300, hvis regeringens målsætning skal føres ud i livet.
18. FEB 2021 12.33
TEMA: Corona

Regeringen har varslet en ny teststrategi, der lægger op til to ugentlige test af alle borgere i Danmark.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) sagde onsdag, at en del af opgaven skal løftes af private udbydere, og at der fremover skal være "flere hundrede" faste testcentre for lyntest.

Falck har opgaven med at drive lyntestcentre i regionerne Nordjylland, Midtjylland og Sjælland. Ambulancedirektør Jørgen Mieritz fortæller, at Falck hurtigt vil kunne fordoble antallet af testcentre fra de nuværende 44-45, men afventer en melding fra sundhedsmyndighederne.

- Vi vil i løbet af 7-14 dage kunne fordoble antallet af testcentre. I princippet ville vi også kunne femdoble antallet.

- Vi har rigtig mange ansøgere og erfaring med at opskalere. Det vigtige er at lave det så borgernært så muligt. Det har vist sig, at de mobile testcentre ikke er en særlig effektiv måde at teste på, siger han.

Tidobling i vente

Virksomheden Carelink har opgaven i Region Syddanmark, og administrerende direktør Brian Rosenberg fortæller, at man forventer at skulle op mod tidoble antallet af faste testcentre. I dag er der seks i regionen.

- Vi skal teste langt flere, og det skal ske på langt flere faste steder end i dag. Jeg har hørt tal om 200-300 testcentre i Danmark, og det betyder, at vi skal op på 40-60 i Region Syddanmark, men det skal vi selvfølgelig i dialog med regionen omkring, siger han.

Brian Rosenberg forestiller sig, at de nye testcentre for eksempel kan være på biblioteker, sportshaller eller andre kommunale bygninger.

Han forventer at have personale til at kunne bemande testcentrene og peger på, at det ikke nødvendigvis vil blive testcentre med åbningstider hele dagen.

I øjeblikket bliver der foretaget omkring en million test om ugen i Danmark, hvoraf lyntest står for omkring 15-20 pct. Hvis alle skal testes to gange, skal antallet af test i Danmark op mod tidobles.

SOS International driver lyntestcentre i Region Hovedstaden. Selskabet oplyser, at man afventer en melding fra Region Hovedstaden på den nye teststrategi.

Ritzau