dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Politikere lune på videoovervågning af legepladser efter hærværk

Flere kommuner oplever, at legepladser flyder med glasskår, cigaretskodder og ødelagte møbler. Politikere i Hillerød flirter med videoovervågning
19. JUL 2017 16.10

HILLERØD / SOLRØD / GULDBORGSUND: Mange steder i landet kan børnehaver og vuggestuer tydeligt mærke, at nogen keder sig i skoleferien. Der er flere eksempler fra de seneste dage, hvor personalet i børnehaver og vuggestuer er mødt ind til knuste ølflasker og hærgede legepladser.

Det er for nylig gået ud over legepladser i både Hillerød, Solrød og Guldborgssund Kommuner. 

Det er 'totalt uacceptabelt', at daginstitutionerne udsættes for hærværk, mener Venstre i Hillerød Kommune. Partiet har derfor bedt om, at byrådet skrider til handling.

- Vi har i mange år ment, at bøller skal på video. Vi havde det med som et forslag helt tilbage i 2005 - og med de seneste hændelser er det på tide, at videoovervågning af udsatte kommunale ejendomme tages i brug for at stoppe og forebygge hærværk på kommunale ejendomme. Jeg ser ikke hærværket som uskyldige drengestreger. Jeg ser det som et brud på den sociale kontrakt, vi har for almindelig respekt for hinanden og for vores fælles værdier, siger Venstres borgmesterkandidat Klaus Markussen i en pressemeddelelse.

Bredt politisk flertal
Socialdemokraterne og Nye Borgerlige i Hillerød bakker op om ideen, og borgmester Dorthe Meldgaard (K) er heller ikke afvisende.

- Vi har kameraovervågning andre steder, og hvis det er det, forvaltningen, SSP og politiet synes er den bedste måde at dæmme op for det, så er det det rigtige at gøre. Men vi skal ikke bare sætte overvågning op for enhver pris. Det skal være, hvis man skønner, at det er den bedste løsning. Det skulle undre mig meget, hvis det ikke allerede indgår i det arbejde, som forvaltningen allerede er i gang med, siger Dorte Meldgaard til Sjællandske.

Forslaget om videoovervågning på udvalgte daginstitutioner i Skævinge skal drøftes i Økonomiudvalget på dets næste møde den 23. august 2017.

Mindre overvågningsparate i Solrød
Ifølge TV2 er flere institutioner i Solrød Kommune også plaget af hærværk. Parkbo Vuggestue & Børnehave i Solrød har oplevet, at affald ofte ligger spredt ud over legepladsen, der bliver malet med graffiti, og institutionens ting bliver ødelagt. Men her er politikerne mere afventende i forhold til at skride til overvågning. 

- Vi er selvfølgelig også meget kede af, at vores legepladser bliver udsat for hærværk. I det omfang vi kan medvirke til at undgå det, vil vi gerne være med til det. Men decideret videoovervågning synes jeg måske er lidt overkill, siger Claus Redder Madsen, der er borgmesterkandidat for Socialdemokratiet.

Han vil dog ikke kategorisk afvise, at Socialdemokratiet ville overveje at bakke op om en forsøgsordning med overvågning på udvalgte steder, hvis det kunne afhjælpe problemet.  

Heller ikke 1. viceborgmester Kim Sunesen (V) tripper for at sætte kameraer op. 

- Generelt er jeg ikke begejstret for overvågningssamfund. Det er min grundholdning til videoovervågning i det offentlige rum, siger han.

asa

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/politikere-lune-pa-videoovervagning-af-legepladser-efter-haervaerk

GDPR