Planchef i Assens bliver direktør på Ærø

Peter Michael Nielsen bliver Ærøs nye Teknik- og Miljødirektør.
23. SEP 2022 6.50

ÆRØ: Ærø Kommune får ny Teknik- og Miljødirektør per 1. november, hvor Peter Michael Nielsen tiltræder, oplyser kommunen.

Han er bosat i Broby i Faaborg-Midtfyn Kommune og kommer fra en tidligere stilling som Plan og Kulturchef i Assens Kommune, hvor han blandt andet har ansvaret for det samlede plan- og byggeområde, herunder planstrategi, kommuneplan, lokalplanlægning, landzonetilladelser og byggesagsbehandling. 

Peter har siden 2001 arbejdet i kommunalt regi som leder inden for plan, udvikling og kultur- og fritidsområdet. 

- Jeg glæder mig til at blive en del af holdet i Ærø Kommune og bidrage til at udvikle og finde løsninger på teknik- og miljøområdet. Ærø er i en super interessant position med store potentialer for en bæredygtig udvikling. En udvikling som jeg personligt ser meget frem til at samarbejde med hele øen om, siger Peter Michael Nielsen.

Han erstatter Kirsten Johansen, der har været direktør for området siden 2016. Hun stoppede i august med ønske om et andet arbejdsliv end direktørjobbet.

ka