dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Foto: Philip Davali, Polfoto.

Pia Kjærsgaard foreslår parlamentariske høringer

Folketingets formand vil erstatte undersøgelseskommissioner med andre fora, hvor politikere kan afhøre embedsfolk
8. FEB 2016 6.46

Landets embedsmænd skal i fremtiden kunne indkaldes og konfronteres ansigt til ansigt af politikerne på Christiansborg. Det mener Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), der ifølge Politiken foreslår at udskifte langvarige og milliondyre kommissioner med såkaldte parlamentariske høringer, hvor politikerne som noget nyt får lov at afhøre både ministre og embedsmænd.

- I mange tilfælde tager en undersøgelseskommission så lang tid, at når den er færdig, kan ingen huske, hvorfor den blev nedsat. Samtidig er de meget bekostelige. I dag mangler vi et organ imellem et åbent samråd og en undersøgelseskommission, siger Pia Kjærsgaard til Politiken.

Hun understreger, at undersøgelseskommissioner fortsat bør nedsættes i meget alvorlige sager. Men generelt har kommissioner og advokatundersøgelser taget overhånd.

DJØF er positiv - og på vagt
Hos embedsmændenes fagforening DJØF ser man også meget gerne, at der luges ud i de årelange kommissioner, som også kan være belastende for embedsfolkene, mens de står på.

- Vi er enige med hensigten. Det kan være, at man kan udvikle advokatundersøgelserne, lave en lightudgave af undersøgelseskommissioner eller noget helt tredje med inspiration fra udlandet. Men man skal gå grundigt til værks, siger DJØF's adm. direktør Mogens Kring Rasmussen.

DJØF gør især opmærksom på medlemmernes retssikkerhed:

- Almindelig retssikkerhedsgaranti involverer jo, at man skal vide, hvad man skal afhøres om, så man har mulighed at forberede sig på det. Der er regler for, hvad man må spørge om, siger Mogens Kring Rasmussen.

Til det siger Pia Kjærsgaard, at hun er helt indstillet på at høre DJØF og andre:

- Jeg er ikke interesseret i, at nogen skal slæbes modstræbende ind i det her - hverken den ene eller den anden part, siger Pia Kjærsgaard, der venter en bred opbakning til en ny kontrolinstans i Folketingets Præsidium.

Norsk model med kontroludvalg
Konkret ønsker hun at kopiere en model fra Norge, hvor et kontroludvalg i det norske Storting kan tage sager op på eget initiativ og afhøre både ministre og embedsmænd. Det er sket 18 gange de seneste 20 år.

Overfører man en lignende ordning til Danmark, skal et nyt kontroludvalg i Folketinget i fremtiden bede ministre om at fremskaffe oplysninger, når der opstår ministerielle problemsager. På baggrund af de oplysninger kan udvalget beslutte sig for at igangsætte en egentlig afhøring. Her skal det være frivilligt for embedsmænd i toppen af ministerierne at deltage, fordi ministeren har det endelige ansvar i departementet, mens embedsmænd i underliggende styrelser har pligt til at vidne.

Tidligere departementschef i Beskæftigelsesministeriet Bo Smith, der sidste år stod i spidsen for en kulegravning af embedssystemet, er enig i, at noget bør ske.

- Den måde, vi undersøger på i Danmark, er hverken tilfredsstillende for politikerne eller embedsmændene. Men løsningen på problemet er meget kompliceret, og derfor er vores anbefaling, at en sådan beslutning bør hvile på en grundig undersøgelse, siger Bo Smith til Politiken.

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/pia-kjaersgaard-foreslaar-parlamentariske-hoeringer

GDPR