
VEJLE: De fire byplanlæggere vil i næste uge, uge 45 vandre rundt på byens torve og pladser. I deres hvide forskerkitler og med grønne græsplæner, trillebør og lup udforsker de borgernes drømme om grønne pladser i byen. Udover de gode ideer håber de, at nogle af borgerne også vil med på en inspirationstur og deltage i en række workshops.
Vejle by forandrer sig hele tiden. Snart får byen en stor ny aktiv park på Maria Plads midt i byen, som skal hænge sammen med Byparken. Men Vejle Kommune stopper ikke med denne park. Kommunen har andre steder i Vejle midtby, hvor der også kan laves bedre grønne byrum.
- Vi vil i løbet af ugen besøge både Søndertorv, Volmers Plads, Byparken og Ved Anlægget. Vi vil først og fremmest spørge borgerne om deres ideer til, hvordan vi fremover skal indrette nye grønne byrum, og hvordan de skal bruges, fortæller Anne-Mette Agermark, planlægger i Teknik og Miljø.
- I Vejle Kommune ønsker vi, at naturen er synlig i byen, tilføjer kollegaen arkitekt Lene Lykke Jensen. De grønne og blå elementer giver byen karakter og identitet og gør den dejlig at færdes og opholde sig i. Parker, åer, træer og planter bidrager til et sundt og behageligt byklima, og det giver også et rigt dyre- og fugleliv i byen.
Støtte fra Friluftsrådet
Friluftsrådet har givet penge, så Vejle Kommune kan afprøve nye måder til at komme i dialog med borgerne om at gøre byen grønnere, flottere og bedre at leve i.
- Vi byder på kage og saft og interviewer dem, der kommer på pladserne. Målet er at få en mængde gode ideer og at få samlet en idegruppe, der vil hjælpe os med nye ideer til indretningen af de rekreative byrum i Vejle midtby, siger Lene Lykke Jensen.
Idegruppen skal mødes tre-fire gange over et par måneder i foråret, hvor de kommer på en inspirationstur og skal deltage i workshop i Bylaboratoriet.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.