Limfjordsrådet har nu udpeget projektområder i oplandet til tolv søer, der fremover skal sikres en bedre tilstand ved at reducere fosfortilførslen. Kommunerne har af staten fået til opgave at etablere disse nye 'fosforådale' i forbindelse med vandplanarbejdet, oplyser rådet.
Der er tale om et helt nyt virkemiddel, som det vil blive interessant at få afprøvet, og formanden for Limfjordsrådet Poul Roesen (K) konstaterer, at der pt. er nogen usikkerhed i forhold til, hvor effektive fosforådale er, og projekttypen ser umiddelbart ud til at blive dyrere end først antaget af staten. Seks områder vil være forundersøgt til november, og projekterfaringerne forventes høstet i en god og tæt dialog med Naturstyrelsen. Tilsvarende forundersøges 25 pct. af indsatsen i resten af landet, og der vil herefter være et langt bedre grundlag for at vurdere virkemidlets effektivitet.
Flere vådområder skal startes op i oplandet til Limfjorden
En tredjedel af arealer, hvor der er iværksat forundersøgelser af vådområder, bliver ikke realiseret. Det er ikke overraskende, men der skal fremadrettet i vådområdeindsatsen tages højde for dette, mener Limfjordsrådet, der har anmodet Miljøministeren om tilladelse til, at der nu forundersøges flere vådområdeprojekter i oplandet til Limfjorden. En tredjedel af den samlede kommunale vådområdeindsats foregår her, og der er nu grund til at øge antallet af forundersøgelser, så målene kan nås inden for tidsrammen.
Grundene til, at vandområdeprojekterne falder eller bliver mindre under forundersøgelserne kan være mange. Hyppigst er der tale om manglende lodsejertilslutning, værdifuld natur, der skal beskyttes, eller projekterne kan blive for teknisk vanskelige/dyre.
Limfjordsrådet er et politisk forum bestående af byrådsmedlemmer fra de deltagende kommuner. Politikerne samles typisk tre-fire gange årligt.
Medlemmerne er 17 kommuner med opland til Limfjorden: Brønderslev, Herning, Hjørring, Holstebro, Ikast-Brande, Jammerbugt, Lemvig, Morsø, Rebild, Skive, Struer, Thisted, Vesthimmerland, Viborg, Randers, Mariagerfjord samt Aalborg. Medlem er desuden Frederikshavn, der ikke har opland til Limfjorden.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.