International forskningsoversigt viser, at tidligere anbragte unge, der modtager efterværn, klarer sig bedre end dem, der ikke modtager efter-værn. Men det kan skyldes, at de svageste unge risikerer at blive overset til fordel for de ressourcestærke unge, viser en undersøgelse fra SFI.
Hovedparten af tidligere anbragte unge oplever en række vanskeligheder og udfordringer i årene efter anbringelsen. Det viser forskningsoversigten, der giver et sammenfattende billede af viden om efterværn for tidligere anbragte unge i Skandinavien, Storbritannien og USA.
Risiko for at tabe de svageste
Men selvom oversigten viser, at unge, der får efterværn, klarer sig bedre, end dem der ikke får noget, så siger den ikke noget om effekten af efterværn - fordi der ikke findes viden om, hvorvidt efterværn virker eller ej, heller ikke i Danmark. Derimod viser oversigten, at der på flere områder er risiko for, at de svageste unge ikke får efterværn. Det kan blandt andet ske, fordi myndighederne retter fokus mod de unge, der har ressourcerne til at ville kunne klare sig godt, altså hvor efterværnet vil kunne blive en succes.
At svage unge ikke får efterværn kan også skyldes, at unge er trætte af foranstaltninger og derfor afviser tilbud om efterværn. Eller at unge til tider skal forhandle sig til at modtage efterværn, fordi tilbuddene ikke tildeles automatisk. Det kan betyde, at de svageste blandt de unge opgiver kampen eller ikke har ressourcerne til at gennemføre den. Samtidig viser oversigten, at efterværnstilbuddene ikke i tilstrækkelig grad bliver fleksibelt tilpasset til den enkelte unge.
Interview med en række personer fra 8 danske kommuner peger desuden på, at der er en stor udfordring i at definere målgruppen for efterværn. De unge befinder sig mellem børne- og voksensystemet - i et spændingsfelt mellem forskellige systemer og livsfaser.
