
ODENSE: Grænserne for, hvad en Twitter-profil med borgmesterens navn - drevet af en kommunal kommunikationsafdeling - kan beskæftige sig med, har netop været til offentlig debat i Odense.
Både forvaltningseksperter og politiske modstandere i byrådet har kritiseret borgmesterens - og kommunikationsfolkenes - Twitter-praksis.
Den foreløbige udgang er ifølge TV2, der har beskrevet dilemmaerne, at borgmester Peter Rahbæk Juel har besluttet helt at lukke den officielle borgmester-profil frem til valget efter kritik af, at indholdet blev mere socialdemokratisk interessevaretagelse end Odense-interessevaretagelse.
Ifølge Odense Kommunes chefjurist Karina Elbrønd er der dog vide grænser for, hvad kommunalt ansatte kan udbrede sig om på blandt andet de sociale medier i borgmesterens navn. Til TV2 Fyn nævner hun blandt andet 'en nyere udtalelse fra Ankestyrelsen, som siger, at hvis der er en kommunal interesse, så er det helt legitimt for en kommune at gå ud og understøtte en borgmester i at sige noget om landspolitik'.
Regler til debat
Samtidig siger hun overordnet, at 'det afgørende er naturligvis, at vi holder os indenfor de rammer, der gælder for embedsmænds betjening af det politiske niveau. Det er noget, vi er meget opmærksomme på. Når vi kommunikerer på fx Twitter, handler det derfor typisk om loyalt at informere om eller fremme Odenses interesser i overensstemmelse med byrådets tilkendegivelser'.
Med til historien hører, at mange borgere og Twitter-brugere næppe er klar over, at det ikke nødvendigvis er borgmesteren selv, der er flittig med at tweete om alt muligt, men en kommunalt ansat, der skriver på hans vegne.
Tv-stationen fandt på Twitter-kontoen, der altså nu lukkes, blandt andet ros til den socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen, og angreb på Venstre-politikere som finansminister Kristian Jensen. Før kontoen endeligt blev lukket, valgte borgmesterforvaltningen at fjerne to tweets, der blev vurderet ulovlige. Det ene omhandlede den nyvalgte franske præsident Emmanuel Macron, og det andet var et retweet fra Magnus Heunicke (S), omhandlende et socialdemokratisk topmøde.
Blå blok har foreslået regler for brug af kommunale embedsmænd. Det skal diskuteres på byrådsmøde onsdag aften.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.