Af Knud Abildtrup
ALLERØD: Bedst som John Køhler (V) skulle til at overtage borgmesterposten, er der nu det, der kan kaldes en 'ny politisk situation'.
John Køhler havde konstitueret sig med S, DF, R og to lokallister, men den aftale brydes nu af de tre socialdemokrater, der med Flemming Villadsens ord har fået et bedre tilbud.
- Hvorfor kom den nye aftale ikke i stand fra starten? Handler det om, at Erik Lund (K) ikke ville slippe borgmesterposten?
- Ja, det er nok det, det handlede om, bekræfter Flemming Villadsen.
Ved valget blev SF med fire pladser større end S med tre. K og Erik Lund mistede ét af fem mandater. John Køhler konstituerede sig med S, DF, R og to lokallister.
En fælles pressemeddelelse K, SF og Blovstrødlisten har overskriften 'Flemming Villadsen tilbydes borgmesterposten i Allerød'.
De Konservative blev kommunens største parti og borgmester Erik Lund fik flest personlige stemmer af samtlige opstillede kandidater. I valgkampen meddelte stort set alle partier, at borgmesterposten skulle gå til det parti og den kandidat, der fik størst vælgertilslutning.
På valgnatten sprang et flertal fra deres egne udmeldinger, og pegede i stedet på John Køhler som borgmester.
K, SF og Blovstrødlisten blev holdt ude af konstitueringsforhandlingerne, siger Erik Lund, Nikolaj Bührmann (SF) og Jens Grønne (L) på vegne af de tre partier.
Begge konstellationer - den første og den anden - tæller 12 ud af 21 pladser.
- Jeg har drøftet tilbuddet om borgmesterposten med mit
bagland. Og her er der klar opbakning til, at jeg påtager mig opgaven. Sammen med De Konservative, SF og Blovstrødlisten stiller vi med et stabilt og erfarent hold, som er villige til både at arbejde bredt funderet og finde pragmatiske løsninger, som tilgodeser alle borgere i kommunen, siger den kommende borgmester Flemming Villadsen.
Han er i dag formand for Sundheds- og velfærdsudvalget.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.