

For fire år siden eksisterede hverken Moderaterne eller Danmarksdemokraterne, og derfor bliver KV25 det første kommunalvalg, de to partier stiller op til.
For Moderaternes vedkommende er der nu - mindre end tre måneder før valget - kandidater klar i 73 kommuner, mens Danmarksdemokraterne er sikre på at stille op i 80 kommuner. Det viser oplysninger, DR har indsamlet hos partierne.
Moderaternes partisekretær, Britt Bager, kalder det "virkelig godt", at man er nået op på 73 kommuner i betragtning af, at det er partiets første kommunalvalg, og man ikke har uanede ressourcer. Også Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, erklærer sig godt tilfreds.
Central godkendelse
I begge partier har man valgt, at samtlige kandidater skal godkendes af partiet centralt. Hos DD sker det i et valgudvalg, hvor bl.a. Inger Støjberg sidder med, og hos Moderaterne i hovedbestyrelsen. I de fleste partier er det ellers op til den lokale partiafdeling at vælge kandidater.
- Ja, vi sidder i en gruppe og kigger på det, og det er jo simpelthen for at sikre, at der er styr på det, og at der er stabilitet omkring partiet, siger Inger Støjberg til DR, men understreger samtidig, at de lokale aktivitetsudvalg har et stort ord at skulle have sagt.
- Vi gør det for at være sikre på, at dem, der stiller op for os, hører til i Moderaterne, supplerer Britt Bagger, som erkender, at partiet har gjort sig "nogle erfaringer hen ad vejen", efter at flere af de kandidater, som blev valgt til folketingsvalget i 2022, har givet partiet problemer.
Den centrale godkendelse har dog flere steder givet vrede reaktioner - bl.a. i Holstebro, hvor partitoppen hos Danmarksdemokraterne valgte en anden spidskandidat end ventet, og i Greve, hvor et byrådsmedlem for Moderaterne fik at vide, at han ikke måtte være spidskandidat.
Andre steder problemet været at finde kandidater, f.eks. i Ringsted, hvor lokalafdelingen i sidste uge valgte at nedlægge sig selv.
Fire partier klar i alle kommuner
Foreløbig er det kun de tre traditionelle borgmesterpartier, Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative, samt det fremadstormende SF, som ifølge DR er sikre på at stille op i samtlige kommuner.
Så mange kommuner stiller partierne op i:
- Socialdemokratiet 98
- Venstre 98
- SF 98
- Konservative 98
- Dansk Folkeparti 94
- Liberal Alliance 88
- De Radikale 82
- Danmarksdemokraterne 80
- Moderaterne 73
- Enhedslisten 69
- Alternativet 41
Flere kan komme til inden fristen 30.9. Kilde: DR
Blandt de partier, som er repræsenteret i Folketinget, er det Alternativet, som stiller op i færrest kommuner, nemlig 41. Senest har spidskandidaten på Bornholm trukket sig, fordi han var det eneste aktive medlem på øen, skriver TV2 Bornholm.
Borgernes Parti, som Lars Boje Mathiesen har stiftet, er opstillingsberettiget til Folketinget, men han har tidligere oplyst, at partiet ikke stiller op til kommunalvalg denne gang.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.