Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
Borgmester i Lyngby-Taarbæk Sofia Osmani (K) kan se til, mens der nu arbejdes på et blåt valgforbund udenom De Konservative.
Foto: Lyngby-Taarbæk Kommune.

KV21:
Nye blå valgforbund uden om blå borgmesterpartier

I Varde og Lyngby-Taarbæk ser man borgerlige partier søge sammen i valgalliancer udenom borgmesterpartierne. I Horsens er det DF, der ikke må være med.
10. FEB 2021 9.50
TEMA: KV21

At samle hele oppositionen i et valgforbund er ofte ambitionen op til et valg. At samle hele blokken, der i forvejen har borgmesterposten, kan være en noget anden sag, og det er der flere eksempler på:

Hvor der ved KV17 var tre forskellige borgerlige valgforbund i Varde, er der nu ifølge JydskeVestkysten aftalt et stort valgsamarbejde mellem seks partier og lister: De Konservative, Kristendemokraterne, Borgergruppen, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance. De Radikale er blevet spurgt, men vil ikke være med, mens Venstre, der i dag har 13 ud af 25 pladser i byrådet, ikke er blevet spurgt.

"Det får du mig ikke til at sige", svarer K-formand Heidi Bundgaard, der har taget initiativet, på avisens spørgsmål, om det handler om at bryde Venstres dominans. Hun nævner, at ved KV17 "lå der et par mandater og rodede til sidst. Var de kommet i spil, havde byrådet i dag set helt anderledes ud" og henviser til, at Venstre så ikke havde haft sit absolutte flertal. 

Ved KV17 var K og KD sammen og fik henholdsvis en og nul pladser. LA og Lokallisten 2017 fik henholdsvis en og to pladser. DF og V var sammen og fik to og 13 pladser. NB stillede ikke op, og Borgergruppen består i dag af to byrådspolitikere, der er ekskluderet fra Lokallisten 2017.

I Lyngby-Taarbæk er et lille nyt valgforbund på den yderste blå fløj klar, melder sn.dk. Indtil videre består det af LA og NB, der er sammen om at "prioritere borgerlige resultater over konsensus hen over midten med venstrefløjen", og er åben overfor andre borgerlige partier og lokallister.

Ved KV17 var de to partier i valgforbund med De Konservative, DF og lokallisten Bydelens Stemmer. LA og NB vil pege på Sofia Osmani (K) som borgmester, men vil ikke længere være i valgsamarbejde med K, der fik 10 ud af de 21 pladser. Ingen af de fire andre parter fik stemmer nok. V stod alene og fik to pladser.

I en tredje kommune, hvor Socialdemokratiet har borgmesterposten, Horsens, er der som i andre tilsvarende kommuner forsøg på størst mulig borgerlig samling op til valget. Horsens Folkeblad beretter om, at V-spids Martin Ravn nu forsøger at samle V, K, LA, NB, KD og Venstres samarbejdspartner ved de to seneste valg, Maren Spliid Gruppen, i ét stort valgforbund.

Ravn ser også De Radikale som mulige forbundsfæller, men ikke DF. Ifølge avisen er der for tiden kølig stemning mellem Ravn og DF-gruppeformand Michael Nedersøe. Begge sidder i plan- og miljøudvalget, hvor Ravn er formand.

Ravn antyder, at DF'eren har aftalt med borgmester Peter Sørensen (S) at få formandsposten for at støtte rød blok. Det afviser Nedersøe, men bekræfter, at DF nok vil stå uden for et blåt valgforbund. Derimod vil partiet ikke vil pege på en borgmester på forhånd, men på den, der vil give mest indflydelse.

Ved KV17 var der et valgforbund mellem K, KD og lokallisten Moderate Danske Folk, der ikke kom ind.