

Venstre i Sorø har valgt ny spidskandidat til kommunalvalget i 2025. Det blev gruppeformand Jakob Spliid, som blev valgt uden modkandidat, og han er klar til at gå efter borgmesterposten - uanset om det bliver via en konstituering til højre eller venstre, siger han til sn.dk.
Kommunens konservative borgmester, Gert Jørgensen, har været centrum for flere møgsager, ikke mindst om den såkaldte borgmesterkonto, som han har brugt til at dække bl.a. koncertbilletter og middage - en praksis, som nu er ophørt. Sagerne har givet Venstre håb om at overtage rollen som kommunens største borgerlige parti.
- Gert gør det godt på nogle områder, men jeg vil gøre det anderledes, og der er brug for et generationsskifte. Min største anke er, at der er brug for mere inddragelse af de partier, man er uenig med, siger Jakob Spliid, som understreger, at borgmesterposten er hans ambition, men at han ikke skal være borgmester for enhver pris.
Han er 34 år og blev valgt første gang ved KV21. Han er bl.a. formand for børne- og undervisningsudvalget, ligesom han er formand for gruppen, som sidste år skrumpede fra tre til to, da et medlem skiftede til Moderaterne. I sit civile liv er han selvstændig entreprenør og kloakmester.
To V-kandidater i Faaborg-Midtfyn
I Faaborg-Midtfyn mangler Venstre stadig at vælge borgmesterkandidat, og her har kandidat nummer to nu meldt sig på banen, oplyser fyens.dk. Det er 47-årige Lars Scheby, som blev valgt til kommunalbestyrelsen første gang ved KV21, og som sidder i arbejdsmarkedsudvalget, teknik- og miljøudvalget samt kultur- og lokalsamfundsudvalget.
I forvejen har 31-årige Jeppe Wiingaard Pedersen meldt sig som kandidat til posten. Han er formand for Faaborgegnens Venstre, men sidder ikke i kommunalbestyrelsen.
Kristian Nielsen, som var partiets spids ved KV21, har meddelt, at han ikke genopstiller ved KV25. Han er p.t. viceborgmester og formand for sundheds- og ældreudvalget. Partiets anden formandspost - for teknik- og miljøudvalget - er besat af Søren Kristensen. Han var spidskandidat ved KV17, men ønskede ikke genvalg ved seneste valg. Lars Scheby fik tredjeflest stemmer ved KV21 efter de to veteraner.
Flere kandidater kan stadig nå at melde sig inden fristen 15. marts. Partiets borgmesterkandidat vælges på en generalforsamling 3. april. Valget er særligt interessant, fordi den siddende borgmester, Hans Stavnsager (S), ikke genopstiller som borgmester. Socialdemokratiet har endnu ikke udpeget sin borgmesterkandidat.
DD-kandidat er klar i Jammerbugt
Også Jammerbugt skal have ny borgmester, efter at Venstres Mogens Gade har meddelt, at han stopper. Her har en helt ny spiller meldt sig på banen, nemlig Kjeld Hedegård, der sidder i kommunalbestyrelsen for Danmarksdemokraterne. Han blev valgt for Venstre, men skiftede parti sidste sommer.
Danmarksdemokraterne fik 18,5 pct. af stemmerne i Jammerbugt ved seneste folketingsvalg, og derfor har partiet sat som mål at få mindst fire valgt ved KV25, skriver Nordjyske. Og desuden håber man altså også på at besætte borgmesterposten.
- Jeg har den politiske erfaring, der skal til. Jeg er klart det stærkeste bud på en person, der kan samle igen, siger Kjeld Hedegård til avisen. Han blev valgt første gang ved KV17 og sidder i økonomiudvalget. I sit civile liv driver han en vognmands- og entreprenørvirksomhed.
Venstre mangler stadig at finde en afløser for Mogens Gade, mens Socialdemokratiet har valgt Diane Aarestrup som borgmesterkandidat.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.