Selv om minimumsnormeringer er blevet lovpligtige i danske daginstitutioner, lever hverdagen i mange institutioner ikke op til lovens intentioner.
Det skriver Dagbladet Information på baggrund af en ny undersøgelse fra fagforbundet FOA, der udarbejdet af konsulentfirmaet Rambøll.
Ifølge undersøgelsen har én voksen i gennemsnit ansvaret for 4,2 børn i vuggestuen og 7,4 børn i børnehaven – væsentligt flere end de politisk fastsatte mål på henholdsvis 1:3 og 1:6.
- Vi har haft en lov om minimumsnormeringer i halvandet år, og den blev indført af en god grund. Men det går ikke godt med at leve op til den, siger FOA’s næstformand, Thomas Enghausen, til Information.
Undersøgelsen viser også, at 19 pct. af medarbejdere og ledere oplever, at der planlægges alenetid med store børnegrupper dagligt. Imens angiver 73 pct., at personalet har været alene med flere end henholdsvis fem børn i vuggestuen og ti børn i børnehaven på deres seneste vagt.
Elisa Rimpler, formand for BUPL, kalder det uholdbart, at normeringerne ikke mærkes i praksis.
- Det er ikke for sjov, at vi har sagt 1:3 og 1:6. Vi skal kunne være sammen med børnene på en måde, så vi kan imødekomme alle børns behov. Derfor skal man have en bedre normering, og det her er tydeligvis ikke godt nok, men kun et skridt på vejen, siger hun til Information.
Også forældreorganisationen FOLA ser med bekymring på tallene.
- Og den her undersøgelse viser, at vi ikke er i mål, og at vi stadig skal kæmpe for at få ressourcerne helt ud til børnene, siger formand Signe Nielsen til Information.
Lovgivningen om minimumsnormeringer trådte i kraft 1. januar 2024 og måles i dag som et gennemsnit på kommunalt niveau. Her indregnes også ansatte som støttepædagoger, vikarer og ledere – personale, som ikke nødvendigvis er fysisk til stede i børnegrupperne.
Direktør i KL, Kristian Heunicke, understreger i et mailsvar til Information, at de seneste opgørelser fra Danmarks Statistik viser, at kommunerne "under ét" lever op til minimumsnormeringerne. Han fremhæver også, at der siden loven blev indført, er ansat over 7.200 flere fuldtidsmedarbejdere i landets dagtilbud.
- Det er jeg ikke i tvivl om har givet en bedre hverdag for vores mindste børn, lyder det.
FOA og andre aktører opfordrer til, at opgørelsesmetoden ændres til institutionsniveau, så den bedre afspejler forholdene i den enkelte institution og på stueniveau. Det ønsker KL dog ikke.
- Børn er forskellige, og derfor kan der også være forskel mellem lokale børnehaver på, om der er behov for lidt flere medarbejdere det ene sted end det andet. Derfor mener vi også, at det er hensigtsmæssigt, at lovkravet på minimumsnormeringer er fastsat på kommunalt niveau, skriver KL-direktør Kristian Heunicke i svaret til Information.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.