De to firmaer SOS International og Carelink bliver fra 1. februar de eneste der foretager lyntest på det offentliges regning. Dermed er Falck ude og vil derfor lukke sine 49 lyntestcentre landet over. Den fjerde af de hidtidige udbydere, Copenhagen Medical, lukker sine to testcentre i København.
Aftalen med SOS International og Carelink er indgået af Region Midtjylland på vegne af alle regionerne. Syv firmaer bød på opgaven, da den var i udbud.
Aftalen med de to valgte firmaer indebærer, at priserne falder til omkring en tredjedel af det, det offentlige betaler i dag, oplyser en "rigtig godt tilfreds" koncerndirektør Anders Kjærulff fra Region Midtjylland.
Til gengæld for de lavere priser får virksomhederne gennem aftalen sikkerhed for en minimusbetaling på 30 pct. af aftalen, hvilket er mere end de får i øjeblikket, hvor den fulde testkapacitet langt fra udnyttes og afregnes.
Med den nye aftale vil lyntest for 40 pct.'s vedkommende blive foretaget stationært, som man kender det fra lyntestcentrene i dag, mens 60 pct. af testkapaciteten bliver mobil og kan sendes ud til eksempelvis plejehjem og ungdomsuddannelser, hvor det er relevant med øget test og smitteopsporing.
Det skal fortsat være muligt at foretage 100.000 lyntest om dagen. SOS International skal stå for opgaven i fire af de fem regioner, mens Carelink skal stå for at lynteste i den femte, Region Syddanmark. Aftalen med de to firmaer gælder frem til udgangen af april.
Ritzau
Fra februar vil der være stationære teststeder følgende steder:
Kilde: Region Midtjylland