dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Ny lov skal forhindre lægers dobbelthonorar

Syddanske protester mod lægers dobbelt­honorar ved sprit-blodprøver har virket
5. MAJ 2015 8.21

Fremover skal sygehuslæger ikke kunne indkassere dobbelthonorar, når de tager en blodprøve på en person, der er blevet anholdt for spritkørsel. I hvert fald er justitsminister Mette Frederiksen (S) på vej med et lovforslag, der ændrer en del af det lovgrundlag, lægernes dobbelthonorar baseres på.

Ministeren er kommet på banen efter protester fra medlemmer af Syddanmarks regionsråd, hvor især Liberal Alliances Marianne Mørk Mathiesen fra Esbjerg og Dansk Folkepartis Susanne Eilersen fra Fredericia har markeret sig. Det skriver Lokalavisens udgaver i Trekantområdet.

Læger får både løn og honorar
Når politiet har brug for at få foretaget en blodprøve på en mistænkt spritbilist, kan det arrangeres på flere måder. En af dem er, at betjentene kører patienten til nærmeste sygehus, hvor en af lægerne sættes til at udtage en blodprøve.

Lægen er i forvejen på arbejde og får derfor sin normale løn. Men han eller hun kan opkræve et personligt honorar fra politiet oven i sin løn for at tage blodprøven. Og dermed får vedkommende dobbeltløn for at udføre, hvad kritikerne mener er en samfundsopgave.

- Men det går ikke, at lægen får løn fra to skattekrone-kasser på samme tid, sagde Susanne Eilersen til Lokalavisen i januar.

Op til 1400 kr. for 10 minutter
Ifølge nyhedsbureauet BNB kan lægerne selv fastsætte honorarets størrelse. Typisk ligger prisen mellem 712 og 1.424 kroner for de omkring ti minutters arbejde. Men i 24 ud af 54 tilfælde i en stikprøve fra Syd- og Sønderjyllands Politi har lægen fået 3.000 kroner for indsatsen.

Marianne Mørk Mathiesen, der er læge og selv har modtaget honoraret, gik til sin folketingsgruppe for at få loven ændret. Velvidende, at hun risikerede at blive kritiseret af sine kolleger for sit synspunkt. Hun glæder sig nu over, at justitsministeren er på vej med et lovforslag.

- Det er dejligt. Det beviser, at det nytter at markere sig, siger Marianne Mørk Mathiesen til Lokalaviserne i Fredericia, Vejle og Kolding.

Læger kommer til at kunne uddelegere
Reglerne for lægers arbejde er normalt fastlagt i Sundhedsloven. Men lige præcist reglerne for sprit-blodprøver er også underlagt Retsplejeloven. Den fastslår blandt andet, at de ufrivillige spritblodprøver skal udtages lægeligt forsvarligt.

Den lovændring, justitsministeren nu lægger op til, vil betyde, at lægen kan uddelegere opgaven til en anden - for eksempel en laborant. Det behøver altså ikke længere at være lægen selv, der udtager blodprøven.

Hvis lovforslaget vedtages, skal Sundhedsloven følge trop, og dertil skal lægernes overenskomst ændres. Først når alt det er sket, er det slut med dobbelthonorarerne.

- Jeg synes egentlig ikke, at det er lægen, der skal kunne uddele opgaven, for så har lægen jo stadig mulighed for at opkræve honorar. Min grundholdning er, at der slet ikke burde udbetales honorar for den slags opgaver. Men det er nok også dér, det hele ender, siger Marianne Mørk Mathiesen til Lokalavisens tre udgaver i Trekantområdet.

 

rp

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/ny-lov-skal-forhindre-laegers-dobbelthonorar

GDPR