
BORNHOLM: Det er ikke kun genopbygningen af Liberal Alliance, der skal i gang. Hele blå blok skal genopbygges efter folketingsvalget. Sådan lød det fra Liberal Alliances partileder Alex Vanopslagh i hans partiledertale fredag ved Folkemødet på Bornholm.
- Venstre opgav enhver tanke om, at der skulle være et alternativ til rød blok. Det nederlag har vi også en andel i, sagde Vanopslagh, der blandt andet mener, at Venstre fejlagtigt skiftede kurs i forhold til velfærdspolitikken.
- Vi har brugt mere tid på at være efter hinanden og bekrige hinanden. Det hører til i den røde blok. Jeg venter med længsel på, at Venstre vender tilbage til den blå familie, siger Vanopslagh.
Det er Vanopslaghs første store tale som partileder efter FV19 5. juni, hvor Liberal Alliance led et stort nederlag. Liberal Alliance fik 2,3 pct. af stemmerne svarende til fire mandater mod 7,5 pct. af stemmerne og 13 mandater ved FV15.
Udenrigsminister og daværende partileder Anders Samuelsen blev end ikke genvalgt til Folketinget. Og dagen efter var kritikken af Samuelsen og LA-ledelsen heftig. Især fra folketingsmedlem Henrik Dahl (LA), der blev genvalgt. Han beskyldte blandt andet Samuelsen for nepotisme. Det endte med, at Samuelsen forlod partiet og dansk politik kort tid efter.
Samuelsen nåede at pege på Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) som sin efterfølger. Men den fungerende økonomi- og indenrigsminister afviste at være interesseret. Heller ikke Henrik Dahl eller fungerende transportminister Ole Birk Olesen (LA), som sammen med Vanopslagh og Ammitzbøll-Bille nu udgør folketingsgruppen, ønskede at være den nye LA-leder.
Derefter pegede pilen på Vanopslagh, som gerne ville løfte opgaven. Han er tidligere landsformand for Liberal Alliances Ungdom.
Vanopslagh var i sin partiledertale sikker på, at den formentlig kommende S-regering med støtte fra rød blok kommer til at skuffe sine vælgere.
- Der bliver ikke råd til alle jeres gyldne løfter, sagde han.
Socialdemokratiet er i øjeblikket ved at undersøge, om det er muligt at danne en ren S-regering. Men det kræver støtte fra De Radikale, SF og Enhedslisten.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.