SYDDANMARK: Der skal være fuld åbenhed om regionsrådsmedlemmernes udgifter til for eksempel parkering, aviser og studieture, har de selv besluttet i Regionsråd Syddanmark. Derfor oprettes til formålet en hjemmesiden, hvor borgerne fremover kan et overblik over politikernes brug af skattekroner, skriver DR Syd.
I forvejen skal udgifterne indberettes, men de er for nuværende ikke at finde et offentligt tilgængeligt sted.
Regionsrådsmedlem Ida Damborg (SF) forklarer, at formålet med hjemmesiden er at genskabe tilliden hos vælgerne oven på en række dårlige sager omkring den tidligere regionsrådsformand Carl Holst (V).
- De sager har ikke været flatterende for politikerne. Det handler om en ydmyghed over for magten. Den skal man altid have med sig, siger hun til DR Syd.
Alligevel kan det være svært for den enkelte vælger at bruge sådan en opgørelse til noget. Det mener Johannes Andersen, der er lektor ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet. Han kalder initiativet for symbolpolitik.
- Umiddelbart er det en fin idé, men det er de færreste vælgere, der med jævne mellemrum vil gå ind og tjekke, hvad pengene bliver brugt på. Det kan også være meget svært for vælgerne at kvalificere oplysningerne. For hvad er rimeligt, siger han til DR Syd.
Den holdning deler Christian Elmelund-Præstekær, lektor i Statskundskab på Syddansk Universitet. Han pointerer, at det også vil koste penge at administrere.
- Selvfølgelig skal alle offentlige udgifter dokumenteres. Det bliver de også i dag. Men når informationerne også skal offentliggøres, så bliver der et ekstra led med administration, som kan koste en del penge sammenlignet med de udgifter, det hele handler om, siger han til DR Syd.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.