De danske biogasanlæg satte ny rekord med levering af 58 millioner kubikmeter biogas til gasnettet i oktober. Dertil blev der leveret yderligere 16 millioner kubikmeter direkte til industri og kraftvarmeværker. Dermed har biogas leveret over 40 procent af det samlede danske gasforbrug i år, oplyser Brancheorganisationen Biogas Danmark.
Ser man udelukkende på gasnettet, så er mere end 500 millioner kubikmeter biogas strømmet ind på det danske gasnet i årets første 10 måneder, og dermed har biogassen dækket 35 procent af danskernes gasforbrug fra gasnettet i år til dato.
De stigende leverancer af danskproduceret biogas i gasnettet betyder også, at stigende mængder russisk gas fortrænges fra gasmarkedet. Indtil udgangen af oktober har den danske biogas fortrængt russisk gas til en værdi af cirka 5 milliarder kroner.
Samme klimaaftryk
De seneste data fra det statslige Energinet viser nemlig, at udbygningen af biogasproduktionen er en stærkt medvirkende årsag til, at det danske gasforbrug i mere end et år har haft samme klimaaftryk som elforbruget. I de seneste 12 måneder har gasforbruget fra gasnettet i Danmark haft et klimaaftryk på 141 gram CO2 per kWh, mens elforbruget har haft et klimaaftryk på 146 gram CO2 per kWh.
Årsagen til den stigende biogasandel er først og fremmest, at flere nye biogasanlæg er sat i drift i år, og at disse anlæg nu gradvist er i gang med at øge leverancerne. Samtidig falder gasforbruget, og dermed er andelen af biogas i gasnettet kraftigt stigende.
En typisk dansk husstand bruger cirka 1.800 kubikmeter gas på et år, og den samlede biogasleverance til gasnettet forventes i år at matche gasforbruget i cirka 350.000 husstande.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.