FREDENSBORG: Mandag var Finansminister Nicolai Wammen (S) på besøg i Frivilligcenteret i Fredensborg med sin partikollega, borgmester Thomas Lykke Pedersen (S), for at høre mere om kommunens tilgang til at aktivere og samle frivillige gennem den såkaldte 'Fredensborgmodel'. Det skriver Sjællandske.
I alt er der 227 frivillige i Fredensborg Kommune, som er engageret i alle institutioner som en del af Fredensborgmodellen. 90 pct. af de frivillige er på ældreområdet, mens de resterende 10 pct. er frivillige i skolerne og børnehaverne. Kernen i modellen er, at de frivillige ikke skal erstatte fagpersonalet, men i stedet bidrage med øget nærvær. Og det er tilsyneladende en succes, da der alene det seneste år er kommet 61 nye frivillige til. En stigning på 36 pct.
- Frivillighed er jo langt henad vejen mit ressort, og Fredensborg går forrest og viser vejen. Det er jo godt for de unge med andre rollemodeller og måske en skulder at græde ud ved eller være fortrolig med, uden at det skal skrives ned i en journal, sagde Nicolai Wammen på dagen.
Vil skabe mere synlighed
Med Fredensborgmodellen for frivillige har byrådet i Fredensborg ønsket at anerkende og inspirere til at fortsætte udviklingen af samarbejdet med frivillige.
Gennem frivillighed og aktivt medborgerskab kan der nemlig skabes nye løsninger og samarbejdsformer, der kan være til glæde og gavn for både borgere, medarbejdere og de frivillige selv.
Derfor har kommunen arbejdet med at øge synligheden omkring de frivilliges indsats og fremme borgernes muligheder for at udvise aktivt medborgerskab gennem frivilligt arbejde, dels ved at styrke vores netværk for ansatte, der arbejder med frivillighed samt ved at etablere læringsfællesskaber for institutioner ved at etablere en støttefunktion, som består af et frivilligcenter og en konsulent i kommunen, som systematisk arbejder med at støtte, for at styrke frivillighedsindsatsen ude på kommunens institutioner.
Indsatserne forankres i de lokale bysamfund med udgangspunkt i de enkelte institutioners behov.
"Med Fredensborgmodellen vil vi bygge videre på alt det, der virker og samtidig udfordre rammerne for, hvad frivillige kan og må i samarbejdet med og støtten til kommunens medarbejdere," lyder det i en kommunal præsentation af modellen.
Borgerpligt på vej
Regeringen har tidligere i år vedtaget initiativer, der skal gøre det lettere at være frivillig, heriblandt et udspil med 30 initiativer, der skal sikre, at frivillige i landets foreninger ikke "druknes af unødvendigt bureaukratisk bøvl".
Derudover har Nicolai Wammen for nyligt præsenteret regeringens udspil til en finanslov, hvori man lancerede et nyt initiativ med at indføre borgerpligt for unge som projektforsøg.
Den frivillige borgerpligt bliver organiseret omkring tre aktivitetsspor: Et natur- og miljøspor, et velfærds- og ældrespor og et civilsamfundsspor. Inden for alle tre spor vil der være fokus på dannelsesaktiviteter for de unge.
- Det er i mødet med andre, at vi for alvor lærer, hvad det vil sige at være en del af det danske samfund. Det kræver så til gengæld, at vi ikke kun omgås mennesker, der ligner os selv, men også møder dem, der er vokset op under andre betingelser eller i andre landsdele end os selv – eller som er født i en anden generation. Det udfordrer vores blik på os selv og på verden omkring os. Og det er enormt vigtigt, udtalte ældreminister Mette Kierkgaard (M) i den forbindelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.