Nationalpark Vadehavet får løft med app og info-steder

Nationalpark Vadehavet får løft med app og info-steder

Formidlingsprojekt, der involverer de fire vadehavskommuner, støttes med 14,7 mio. kr. af Nordea-fonden.

ESBJERG: Formidlingen af Nationalpark Vadehavets særlige natur og kultur får et markant løft med etableringen af 30 nye porte, velkomststeder og infosteder, lyder det fra Esbjerg Kommune.

Kystområderne her er noget ganske særligt, og lige siden Vadehavet kom på Unescos liste over verdensarv, er interessen for denne særlige biotop nærmest eksploderet. Nu skal 30 porte, velkomststeder og infosteder vise vej ind i Nationalpark Vadehavet.

Formidlingsprojekt støttes med 14,7 mio. kr. af Nordea-fonden, som i de næste tre år særligt sætter fokus på at støtte initiativer, der får flere mennesker ud i det fri. Projektet er medfinansieret af Nationalpark Vadehavet, de fire vadehavskommuner Fanø, Tønder, Esbjerg og Varde, og Naturstyrelsen.

Projektet skal rulles ud i løbet af de kommende fire år. Konkret skal der etableres cirka 30 porte, velkomststeder og infosteder med skilte og digital formidling på en række udvalgte steder i hele vadehavsområdet. Formidlingen skal give den besøgende hjælp til at afkode landskabet, geologien, kulturen og den særlige natur.

Fra de bemandede porte og ubemandede infosteder ledes den besøgende ud i nationalparken via ruter og stier. Det hele bindes sammen af en digital port - nationalparkens hjemmeside og app - der fortæller, hvordan og hvorfra man kan opleve nationalparken

- Projektet er en gevinst for kommunens kultur- og naturformidlingsinstitutioner, fordi den nye formidling om nationalparken oplagt vil danne en rød tråd til deres store indsats for at fortælle den historie, der gør vores område unikt netop i kraft af Vadehavets særlige natur og kultur. Vi ser også en mulighed for at udvikle projektet med en ekstra port ved Ribe, som er tæt forbundet til Vadehavet, og den kunne naturligt placeres ved Kammerslusen eller blive tænkt ind i den strategiske plan for Ribe Kulturhavn, siger formand for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen (K).

  • Projektet går i gang ved indgangen til 2020, og inden årets udgang skal de første konkrete resultater i form af infosteder stå færdige.
  • Alle dele af projektet skal være gennemført i 2023.
  • To af portene kommer til at ligge i Esbjerg Kommune. Det bliver ved Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg og kulturformidlingscentret i Marbæk.
     

 
 

 
 
 

 
 


 

 
 

 
 
 

 
 

Vedhæftede filer

Nationalpark Vadehavet 1.jpg
Nationalpark Vadehavet 2.jpg
 

 
 

 
 
 
 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev