
HØJE-TAASTRUP: Høje-Taastrup Kommune kan byde velkommen til en ny virksomhed: Den internationale transport- og logistikvirksomhed DSV etablerer sig i erhvervsområdet Jasonsminde i Hedehusene, oplyser kommunen.
DSV tilbyder vejtransport, luft- og søfragt samt logistik og lagerhotel og har ca. 2000 medarbejdere i Danmark. Knap 700 medarbejdere flytter til Høje-Taastrup Kommune - ca. 600 inden for administration og resten inden for lagerdrift
God infrastruktur
DSV forventer, at byggeriet går i gang i 2012 og står klar i 2014. Der bliver tale om et hovedkontor på ca. 15.000 m2 og en distributionsterminal på ca. 15.000 m2, hvor varer skal modtages, omfordeles og distribueres videre. DSV lægger vægt på, at det bliver et byggeri med vægt på funktionalitet men samtidig ønskes en grøn profil. Disse ønsker forventes kombineret i et arkitektonisk interessant byggeri
- Vi har igennem længere tid søgt efter den perfekte placering til vores nye hovedkontor. Da Høje-Taastrup Kommune foreslog Jasonsminde, var vi ikke i tvivl. Lokalplanen kom hurtigt på plads, infrastrukturen, som er meget vigtig for en transportvirksomhed, er i top, det er tæt på Storkøbenhavn, og muligheden for at kunne udvide virksomheden i takt med, at det bliver nødvendigt, gjorde, at beslutningen var let at tage. Beslutningen blev yderligere styrket af kommunens venlighed over for erhvervsvirksomheder, samt at der sandsynligvis vil blive etableret mange andre virksomheder i området i de kommende år, siger Executive Vice President for DSV Solutions Holding A/S Brian Winther Almind.
Styrke inden for transport
At DSV flytter til Høje-Taastrup understreger kommunens styrkeposition, når det gælder virksomheder inden for transportsektoren - i forvejen står kommunen stærkt med Transportcentret.
Jasonsminde Erhvervsområde er attraktivt, fordi det ligger i Hovedstadsområdet og tæt på motorvejen - fordele der nu bliver endnu mere markante med udvidelsen af Holbækmotorvejen, som med øst- og vestvendte ramper giver fuld tilslutning til motorvejsnettet. Dertil kommer, at Jasonsminde kan betjenes med modulvogntog. DSV's etablering vil også være med til at styrke udviklingen af det samlede meget store erhvervsområde i den vestlige del af Hedehusene.
Høje-Taastrup Kommune oplever en stor interesse fra virksomheder for at etablere sig i kommunen. Det forventes, at ca. 2000 arbejdspladser i de kommende år flytter til Høje-Taastrup Kommune med virksomheder som Bankernes Kontantsevice, Copenhagen Outlet, Danske Handicaporganisationer, DISA, DSV og Taastrup Bycenter.
DSV er etableret med egne lokationer i mere end 60 lande - fordelt på Europa, Amerika, Asien og Australien. Sammen med partnere og agenter tilbyder DSV services i mere end 110 lande, hvilket gør DSV til en stærk global spiller.
Koncernens ca. 21.000 ansatte realiserede i 2010 en omsætning på 42,6 milliarder kroner.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.