Når udligningen er både paradoksal og ulogisk

Af Steen Dahlstrøm, Middelfart. Curt Sørensen, Svendborg, Gylling Haahr, Varde, Mogens Gade, Jammerbugt, Henning Jensen Nyhuus, Randers, Kirstine Bille, Syddjurs, Erik Lund, Allerød, Kirsten Jensen, Hillerød

Det er sagt før. Men det er stadig sandt, og det er mere aktuelt end nogensinde: Den nuværende sociale udligningsordning, som flytter penge - mange penge - mellem kommunerne, er ikke rimelig. Den nuværende sociale udligning har en række indbyggede systemfejl, som betyder at en lang række kommuner påføres urimelige økonomiske vanskeligheder.

Det synspunkt er i hvert fald 39 kommuner enige om. Indenrigsminister Bertel Haarder (V) er da også lydhør og forstående overfor kritikken af de nuværende skævheder i den sociale udligningsordning, hvilket ministeren gjorde klart på et nyligt afholdt møde med repræsentanter for de 39 kommuner.

Ministerens forståelse for problemet kan forhåbentlig bidrage til at fjerne den række af systemfejl, som den nuværende udligning er behæftet med. Grundlæggende er problemet, at den nuværende sociale udligning ikke opfylder sit formål, nemlig at sikre en ligelig fordeling mellem de 'rige' og de 'fattige' kommuner. I stedet bevirker fejlene i beregningsgrundlaget, at der skabes et stadig større pres for at bøde på urimelighederne gennem centrale særtilskudsmidler og skattepuljer. Det er ren symptombehandling og svarer i virkeligheden til at lappe en utæt cykelslange flere gange, hvor den bedste løsning jo ville være at skifte til en ny.

Udligningen øger gælden
De 39 kommuner er ikke ude i en kamp for et nyt udligningssystem som sådan. Men vi mener at der er en række grundlæggende systemfejl i den sociale udligning, som skal ændres. Og det kan kun gå for langsomt. Effekten af den skæve udligning viser sig særdeles kontant hos de kommuner, der er ramt af systemfejlene. De har et højere skattetryk. De har et lavere serviceniveau. De har en ringere likviditet og likviditetsudvikling. Og de har store vanskeligheder med at finansiere udgifter til nyanlæg.

Det betyder reelt, at borgerne i de 39 kommuner stilles vanskeligere end borgerne i andre kommuner. Det er ikke rimeligt. Hvis ikke der rettes op på problemet, vil det indebære, at kommuner, der i forvejen har en høj skatteprocent, tvinges til at hæve skatten endnu mere. Og det vil samtidig indebære en øget gældsætning i de samme kommuner, fordi man er tvunget til at finansiere de manglende indtægter gennem træk på lånerammen.

Det nuværende udligningssystem er altså med til at øge gælden i de 39 kommuner, ligesom det nuværende system bidrager til at øge presset på skatteudskrivningsprocenten.

Hvad skyldes miseren?
Der er flere forklaringer, men en af dem handler indlysende om beregningen af indkomstgrundlaget. Vores analyser viser bl.a., at en række af de kommuner, der har det laveste indkomstgrundlag taber på den del af den sociale udligning, som vedrører andelen af borgere med lav indkomst. Derimod er vinderne i den del af den sociale udligning, der udløser midler til kommuner med mange borgere med lav indkomst, nogle af de kommuner, der har et meget højt indkomstgrundlag. Det virker paradoksalt og ulogisk, men er ikke desto mindre tilfældet.

Tro det, hvem der kan - men sådan er det altså! Derfor er det også rigtig svært at forklare overfor borgerne. Og derfor må det også være en klar opgave for regering og folketing, at det laves om. For hvordan forklarer man nøgternt og sagligt, at kommuner som f.eks. Rudersdal, Hørsholm, Gentofte og Frederiksberg skal vinde på lavindkomstkriteriet, mens Langeland, Thisted, Ringkøbing-Skjern og Vesthimmerland modsat skal betale? Det skriger ganske enkelt til himmelen.

Ligesom der er problemer med lavindkomstkriteriet i udligningen, så giver også boligkriteriet en fejlbehæftet social udligning. Boligkriteriet betyder - i sin nuværende udformning - at kommuner, der har mange højtlønnede og veluddannede, der bor til leje, modtager flere penge fra udligningsordningen end kommuner, hvor disse grupper bor i ejerbolig. På den måde er den sociale udligning behæftet med en systemfejl, som består i, at de nuværende kriterier er langt mere velegnede til at medregne sociale problemstillinger i store bysamfund end i oplands- og udkantskommuner.

Vi er lydhøre
En række aktuelle analyser dokumenterer lignende skævheder på en række andre områder. Og vigtigst: De er ikke modsagt og de er ikke modbevidst. Men hvis det skulle ske, er vi naturligvis lydhøre og modtagelige for forslag til andre kriterier, som kan sikre en større træfsikkerhed i den sociale udligning.

Vi er af den opfattelse, at kommunerne, indenrigsminister Bertel Haarder og vores folketing har en fælles sag: Et udligningssystem, der er retvisende og uden systemfejl. Konsekvensen heraf vil være, at vi får et system, som på en langt mere retvisende måde kan støtte op om det kommunale selvstyre, en ansvarlig skattepolitik og et Danmark i balance.

Der er derfor vores klare forventning, at det lovforslag som indenrigsministeren vil lægge frem for Folketinget inden udgangen af februar 2011, vil tage højde for de systemfejl, vi har påpeget. Og dermed, at en ny og langt mere træfsikker udligningsaftale kan træde i kraft med virkning fra januar 2012.

 
Steen Dahlstrøm (S), Middelfart. Curt Sørensen (S), Svendborg, Gylling Haahr (V), Varde, Mogens Gade (V), Jammerbugt, Henning Jensen Nyhuus (S), Randers, Kirstine Bille (SF), Syddjurs, Erik Lund (K), Allerød, Kirsten Jensen (S), Hillerød


Foto fra Brovejen i Middelfart