
Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, er onsdag blevet frifundet i den såkaldte Meld-sag om dokumentfalsk og svindel med EU-midler. Dommen er faldet onsdag formiddag i Retten på Frederiksberg, og den udløste høje jubelbrøl på tilhørerpladserne.
- Yeeees, det var lige det, vi manglede, lød det. Morten Messerschmidts tidligere assistent, som i sagen har været anklaget for dokumentfalsk er også frifundet.
Der var store smil hos både Morten Messerschmidt, hans kæreste Dot Wessman, og det følge af advokater og ansatte i Dansk Folkeparti, som har fulgt Messerschmidt under sagen.
Morten Messerschmidt siger til Ritzau efter dommen i Retten på Frederiksberg:
- Det har været syv hårde år, hvor rigtig mange af dem, der har bakket mig op, også har været her i dag. Og det betyder selvfølgelig meget. Det er hele forudsætningen for, at man kan gå igennem det pres, at der er nogen, der tror på en. Både i partiet, men i særdeleshed Dot. Og jeg er glad for at kunne lægge det her bag mig.
Enig afgørelse
Retsformand Søren Hafstrøm slog fast, at sagens anden dommer og de tre domsmænd var enige om afgørelsen.
Omdrejningspunktet var, hvorvidt der i august 2015 blev afholdt en konference arrangeret af det europæiske parti Meld, som Messerschmidt var formand for, i forbindelse med Dansk Folkepartis sommergruppemøde på Color Hotel i Skagen.
Anklagemyndigheden har ment at kunne bevise, at det gjorde der ikke, og at den EU-støtte, som Messerschmidt havde søgt og opnået udbetalt til Dansk Folkeparti derfor var uberettiget og i øvrigt opnået ved svig.
- Vi finder det overvejende betænkeligt at anse det for bevist, at der ikke blev gennemført en sådan aktivitet, lød det fra Søren Hafstrøm.
Som partiets næstformand har René Christensen fulgt ekstra godt med i retssagen. Potentielt skulle han have taget over som DF's formand, hvis Messerschmidt var blevet dømt.
- Det har været meget mærkeligt. Jeg ønskede, at Morten ville blive frikendt. Det her er langt det bedste for Morten, og det er langt det bedste for DF. Ingen tvivl om det. Nu er der rent bord. Det var den bedste julegave, vi kunne få. Vi har fået en tidlig julegave, siger Dansk Folkepartis næstformand.
- Jeg er meget lettet, og nu kan vi som parti komme videre, siger næstformanden.
/ritzau/
Artiklen opdateres..
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.