

MORSØ: I Morsø Kommune får en #MeToo-sag nu betydning for et valgforbunds sammensætning. Viceborgmester Viggo Vangsgaard (SF) er ny spids for SF, og hans person er ifølge Nordjyske direkte anledning til, at der ikke bliver nogen valgalliance med EL, der er gået sammen med De Radikale.
Vangsgaard forlod i november 2019 S og tilsluttede sig i juni 2020 SF, som han dog ikke fortalte om den reelle årsag til skiftet: Han fik valget mellem selv at melde sig ud eller blive smidt ud, efter grænseoverskridende seksuelle tilnærmelser fra Vangsgaard over for en partifælle.
I oktober 2020 kom sagen offentligt frem, og SF's lokale partiforening pointerede nultolerance i forhold til krænkelser og beklager, at Vangsgaard ikke havde oplyst om sagen, da han søgte om optagelse, men accepterede også en beklagelse fra deres nye medlem.
Vangsgaard var ved KV17 en populær politiker og fik med sine 789 personlige stemmer næstflest - kun overhalet af borgmester Hans Ejner Bertelsen (V), der fik 2.986.
EL-spidsen Pia Thorsen udtaler til Nordjyske, at "Enhedslisten er et erklæret feministisk parti. Ingen af vores stemmer skal gå til at få Viggo Vangsgaard valgt ind med de anklager om sexisme, som klæber til ham. Så der kan ikke blive tale om et valgteknisk samarbejde mellem Enhedslisten og SF på Mors".
Hverken SF eller R stillede op ved KV17 på Mors, mens EL stillede op uden at komme ind. Til den historie hører, at EL-spidsen fra KV17, Bo Fink, siden er blevet radikal og nu stiller op for R.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.